Talons: Hollow Realm

Fuldblodsdebut fra britiske violinrockere

Britiske Talons beskriver sig selv som mathrock, men de store guitarbredsider indikerer snarere postmetal i alliance med flotte melankolske stemninger fra postrocken. Jeg sidder med bands som Pelican, Russian Circles og And So I Watch You From Afar i erindring, når jeg lytter til den britiske sekstets udspil Hollow Realm, men de allestedsnærværende violiner gør alligevel en signifikant forskel. De deltager fuldgyldigt og leveres af hele to musikere sammen med et par markante guitarer, en fyldig basbund og en hårdt arbejdende trommeslager og udvider dermed spektret.

Det er tungt men særdeles melodiøst og kompleksiteten holdes fornemt i ave, således at man sjældent trættes af de abrupte polyrytmeskift eller destruerende eksperimenter, mathrocken ellers har for vane at udfordre lytteren med. Talons sigte er i stedet melodi i skøn forening med en søgen efter den rigtige stemningsbund.

Mathrocken og dens nærmeste ligesindede giver tit køb på melodi som aflad for teknisk ekvilibrisme og divergerende rytmeskift, men det er ikke tilfældet hos Hereford-bandet. I hvert fald er det sjældent udgangspunktet, for Talons ynder melodiforfølgelsen og bredtfavnende stemninger frem for teknisk show-off. Det betyder på ingen måde, at man fritages for pågående brutalitet, for den er der i rigt mål – hør blot de kanonader af guitarhug man fra tid til anden attakeres af – men det fungerer i en herlig blanding helt uden overstyring eller rodet hypermusikalitet, som stritter i et væld af retninger på en gang.

Hollow Realm arbejdes der med masser af rum, pausering og god fornemmelse for vekselvirkningen mellem tyngde og lethed, styrke og næsten sfærisk elegance. Her ligger japanske Mono lige for som reference. Kun en enkelt gang er det tæt på at kamme over i tumultariske rytmespasmer. På ”Impala” er for mange ting i spil på en gang og den mangefarvede palet bliver mere forvirrende end godt er. Ellers er der fin balance mellem de hidsige bredsider og riffs og de mere økonomiserede og henholdende passager.

”Great Railroads” er med sin støt stigende violinopbyggende præmis hen mod kort aftænding og lidt mangelfulde klimaks, vel nok albummets mindst interessante nummer. Udover det er der rigeligt med gods på albummet. Alene åbner-duaden ”St. Mary Will Be The Death Of Us” og ”Peter Pan” er så rystende gode, at de såmænd ville være hele bekendtskabet værd alene. Mismodige violiner suppleres af heftige guitarstykker, som bindes sammen af skiftevis hastende og blødgørende trommer, mens der brydes ned og bygges op både kompetent, varieret og detaljerigt. Det hele er gjort med så stort overskud og overblik, at man ikke lades i stikken, men bæres solidt igennem uden stress eller forpustethed.

Selvom der mod enden af skiven lister sig elementer af metaltræthed, monotoni og manglende variation ind hist og pist, runder englænderne suverænt af med den ti min. lange og monstrøst voluminøse finale ”Hollow Depth”, som for alvor giver los og åbner for alle sluser i en eksplosiv og orgiastisk progrocker.

Talons har med Hollow Realm lavet en fornem og insisterende god debut.

Skriv et svar