Teitur: Let The Dog Drive Home

Teitur kobler det storladne og intime

Med sit nye album Let The Dog Drive Home lægger Teitur sig et nyt og gammelt sted i karrieren på samme tid. Noget af det excentriske, der for alvor sneg sig ind på The Singer er blevet nedbarberet og afløst af det helt tætte, nære og gribende, som i særdeleshed kendetegnede Teiturs debutalbum, og som også findes i momenter på de øvrige udgivelser.

Det betragtes sjældent som noget positivt, hvis man tager et skridt baglæns. Men det kan man for så vidt sagtens gøre, når det gælder Teitur. For han er en af de kunstnere, hvor man kan høre hvert eneste af hans tidligere albums, i hans aktuelle kunstneriske udtryk. Alt tages med, og alt bliver brugt i en positiv fremadrettet tone. Således er der stadig elementer af de storladne og bombastiske, som gjorde The Singer til lidt af et mesterværk. Blot er det ikke længere disse elementer, der tegner det overordnede billede.

Vokalmæssigt er Teitur stadig en aldeles charmerende sanger, der kan udtrykke følelser med millimeterpræcise fraseringer, og også her evner færingen at veksle mellem det absolut storladne og det helt intime.

Når det kommer til sangskrivning, er Teitur i en kategori for sig selv. ”God I Have So Many Things To Tell You” er sammen med den ubeskriveligt fine ”Very Careless People” blandt højdepunkterne, men også ”When I Had It All” og ”All I Remember From Last Night Is You” er blandt de allerbedste sange, Teitur endnu har udgivet.

Men ret beset er hvert eneste nummer på albummet i en aldeles høj klasse, og dette er blot endnu et bevis på, at Teitur er en af vor tids største sangskrivere. At han lever en omskiftelig tilværelse når det gælder produktion og udtryk, vil nok forvirre enkelte, genere andre – og glæde andre igen. Jeg hører til den sidstnævnte kategori og er meget fornøjet med Let The Dog Drive Home.

Tags from the story

Skriv et svar