Telekineses: 12 Desperate Straight Lines

Stor variation – i både udtryk og kvalitet

Amerikanske Telekinesis debuterede i 2009, og enmands-bandet, bestående af Michael Benjamin Lerner, er nu klar med opfølgeren. 12 Desperate Straight Lines byder på en flok lette men energiske melodier af tidløs karakter. Det gør dem både til noget, der vækker genkendelse, og måske en fornemmelse af en vis portion kopi, men samtidig er der charme, glæde, et sikkert og stærkt drive – og en hulens masse melodisk udtryk, der trænger stærkt igennem.

Albummet starter i den lettere anonyme ende med klassisk pop/rock på ”You Turn Clear The Sun”, mens der er lidt mere indiepræg over ”Pleasy Ask For Help”. Der er et mere dystert og vildt udtryk på ”50 Ways” med tunge forvrængede guitarer og heftige trommer, og dette er således et af de numre, der skiller sig mest ud.

På ”I Cannot Love You” kommer der en smule mere substans i sammenhængen, og her er vi tilbage i den klassiske pop/rock med sikker melodi og bas/guitar-bund med tambourin-klingnende trommer og klart britpop-agtigt retro-præg. ”Dirty Thing” er mere ren i sin lyd og mere radiopop-mindet. Det gør den på sin vis mindre interessant, men dog er den et godt bud på at bryde radiopoppens ligegyldighed, for her er væsentligt mere substans, end man ellers hører på transistoren.

”Car Crash” er indledningen til albummets bedste periode med super velskrevne sange. ”Dirty Thing” hører med her, og det er ikke blot de gode melodier, der bærer, der er også overskud til flere finesser og mere skævhed i arrangementerne. ”Palm Of Your Hand” er en bittelille, men dog aldeles væsentlig guitar-punk-ting, mens den aldeles 60’er-inspirerede ”I Got You” har guitaren i centrum.

”Fever Chill” og ”Country Lanes” er mellemspil til albummets to sidste og flotte numre. ”Patterns” har pludselig en ordentlig omgang følelser på spil, og det egner vokalen sig faktisk rigtig fint til. Det måtte Lerner gerne forsøge sig med lidt oftere, for i sammenhæng med et spændende arrangement, bliver det en tiltrækkende og fin måde at markere albummets eneste reelt følsomme skæring.

Og så sluttes der af i stor feststil med ”Gotta Get It Right Now”, der er Twisted Sister og Status Quo i en hip moderne 2011-udgave. Irriterende virkningsfuldt popnummer, der bare sætter sig skrækkeligt fast i øret. Jeg smiler – andre vil måske brække sig, men det er svært at benægte, at det virker.

Telekinesis er en lidt sær størrelse, der er et halvt album om rigtig at komme i gang, og så smækkes der 4-5 fremragende, alsidige og imponerende numre af sted på albummets sidste halvdel. Fra følsomt til festligt – fra Status Quo over punk og britpop. Det er temmelig spraglet og vældigt svingende i sin kvalitet.

Tags from the story

Skriv et svar