Telestjernen: Hvidt Skidt

Telestjernen mister umiddebarhed og provinscharme

Jeg var blandt dem, der var meget begejstret for seneste album fra Telestjernen, Roxy Grill . De iørefaldende, originale og meget insisterende sange fra den danske provins gik rent ind, og det samme gjorde mange af teksterne, som primært var skildringer fra provinsen – og af nogle af de persontyper, som enhver provinsbo kan nikke genkendende til.

Derfor var forventningerne så meget større til opfølgeren Hvidt Skidt, der desværre ikke lever op til hverken forventninger eller til Roxy Grill. Rasmus Johansens karakteristiske vokal er stadig i centrum, men produktionen er blevet en tand mere mystisk, og det samme er både instrumentering, sangskrivning og tekstuniverset.

Det er synd, for det var netop en kæmpe styrke ved Telestjernen, at den charmerende umiddelbarhed gav en uimodståelig medrivende stemning. På Hvidt Skidt bliver der eksperimenteret en masse, og man må anerkende, at det nogle gange lykkes – mens det andre gange mislykkes. Dog virker albummet i store passager lidt for konstrueret. Og måske har det med forventningerne at gøre, for den slags har det jo med at skabe forhåndsforestillinger om, hvad der er i vente, men det er på de få skæringer, hvor Telestjernen formår at skabe de fantastiske stemninger og beretninger, at niveauet fortsat er højest.

Sitarer, samples, garage-produktion og skurrende skummelhed kan have sin charme, men når Telestjernen lukker albummet af med et ”Forbandet svineri” af et pletskud, og når man lægger ører til ”R.I.P. Johnny Boy – hvad så nu?” med en midtjysk prærie-cowboys sitrende og blodige fortælleglæde, så er jeg ligeså solgt, som jeg var på Roxy Grill. Og når Rasmus Johansen synger ”Du endte dine dage på Lars Tyndskids fede mark / i et hundereservat i en ussel trailerpark / din trailer blev din dagbog og et billede på dit liv / og jeg blev sat på jorden for at male dit motiv”, så har han lige præcis ret. Det er den slags motiver, der for alvor berettiger hans tilstedeværelse på den danske musikscene.

De mange eksperimenter bider ikke rigtig på mig, og jeg savner de levende og døde beretninger fra den charmerende provins-kedsommelighed, som Telestjernen kan formidle så formidabelt. Dette er forhåbentlig blot et lille intermezzo, hvor nye idéer og tanker skal afprøves – for så at vende tilbage til den velkendte og helt store styrke på næste album.

Tags from the story