The Arcade Fire: Arcade Fire (EP)

cover-thearcadefire-arcadefireep-2005-300x300

“Let’s live in the suburbs”

I vinters var der nogen der satte to hvide plugs i mine ører – iPod’en summede og pludselig havde jeg et ukendt canadisk orkester i min hule hånd – og hoved! Få melodifragmenter blev jeg forundt, men det var overbevisende nok til straks at måtte besøge Merge Records og få de materialistisk hungrende fingre i en kopi af Arcade Fires ’Funeral’, som det viste sig at være.
Nu et halvt års tid senere, efter at skiven har haft urimelig lang spilletid på mit anlæg og sat lyd på en vinter og en forsommer, der gevaldigt ku’ bruge et soundtrack, er nyt materiale i butikkerne. Det vil sige, materialet er ikke så sprit nyt, da det er en genudgivelse af Arcade Fires selvudgivne debut-EP fra 2003, med titlen ’Arcade Fire’.

Og skørt er det at opdage og opleve Arcade Fire udenfor kronologi. Hvor kunne det have været fornøjeligt at kende debuten og så gå at længes efter dens opfølger. Men ventetiden på forsendelsen af ’Funeral’ over Atlanten dengang i vinters, understregede den længsel som pladen i sig selv sætter lyd på.

Arcade Fires main acts er Wim Butler og Régine Chassagne, samt et par andre længselsfulde mennesker, der forlod hver deres hjembyer, for at mødes i Montreal, Canada. Men hjemstavnene er om noget det, der fylder mest i Arcade Fires tekstuniverser – på godt og ondt. På denne debut-plade får man, om end ret løst og ukonkret i forhold til dens efterfølger, forsmagen på en lumsk baggrund, hvor Soulville har sat lidt for dybe spor i sjælen! Strengest lyder det på den stærke ”Vampire/ Forest Fire”, albummets sidste track: ”Your father was a pervert/ Face down in the dirt/ He taught you how to hurt (…) I’ll fix your meals/ while your burns heal!” Hvis ikke incestuøse undertoner, så er de uafklarede familierelationer til at føle.

Men mødet mellem bandets tyngede medlemmer synes at have forløst dem fra de værste minder. Det er som om de i fællesskabet har fundet den nødvendige støtte fra en belastende fortid – og styrke til et opgør. Det lyder da også videre i førnævnte sang: ”…My father was a miner/ who lived in the suburbs/ Let’s live in the suburbs”.

Heri ligger styrken hos Arcade Fire, idet de tager konfrontationen op og ligefrem lydliggør en nostalgisk længsel efter det, der var. For oveni de hårde og uretfærdige erfaringer, der om nogen hærder et menneske, er der stadig en naivitet i deres udtryk – en barnets uskyldighed, der især får sin form i Wim Butlers uperfekte stemme. Arcade Fires lidt pubertære ikke-laden-sig-stille-tilfreds-med, og opgør med fortiden virker berettiget, og længslen efter ’det andet’ bliver en drivkraft både musikalsk og poetisk. Sammen har de fundet en skønhed i grimheden – som en Harmony Korine film eller blot en forblæst efterårsdag i en øde nordamerikansk provinsby. Forstadsmelankolien virker bekendt for enhver med en anelse Jylland i blodet.

Régine lægger vokal til omtrent hver andet nummer, og man må sige at det ikke er pladens stærkeste. I de bedste øjeblikke, som på ”My Heart is an Apple”, minder stemmens skrøbelighed om Lille Lises (Westzynthius), men derudover fænger numrene ikke, som når først Butler lægger røst til. Skrøbeligt og desperat, som hos fx A Silver Mt. Zion, der om nogen har illustreret den desperate søgen efter et fikspunkt på horisontens håbløse linie. Men det er slående, hvordan håbet trænger igennem i denne ”falling/ fallen world”. Under optagelserne til ’Funeral’ sneg døden sig ind og familiemedlemmer og bekendte til bandets medlemmer begyndte at falde væk, i så overvældende et antal at pladen ikke kunne undgå at blive en klagesang. Måske derfor har den vokset sig så stor og moden.

Al denne snak om fortiden og den dræbende sociale arv akkompagneres af de fineste moderne ’folk’-toner. Lydbilledet er som en ornamenteret ramme, med harmonika, violiner, xylofoner, tamburiner, klap og knipserier – og sågar ”tap dancing”, på en solid og rå akustisk bund.
Erfaringen og forløsningen bliver at snuppe det man kan bruge fra fortiden, ligesom den ’folk’-inspirerede instrumentering udtrykker originalitet og personlighed.

Arcade Fires debut er med dens længde og indhold en optakt til den fuldendte plade, ’Funeral’, hvor alt bliver forløst; hvor lyrikken indholdsmæssigt får fylde og melodiernes kraftfulde udformninger gør pladen til et ’HIT’! ’Arcade Fire’ fænger ikke så voldsomt ved de første gennemlytninger, men vokser sig moden, og samtidig kan man ikke komme udenom, at den vinder betydeligt i retrospekt af dens efterfølger.

Tags from the story

Skriv et svar