The Black Swan Effect: Admission

Engelske velsmurte toner holder ikke omgangshøjde hjem

The Black Swan Effect opstod da Dominic Greensmith efter i en årrække at have spillet trommer i Reef, skulle levere et soundtrack til sin kones dokumentarfilm Rock Star. Han fandt sammen på ny med sin gamle musikerven Gareth Hale. De to lavede i fællesskab en demo, der kom Peter Gabriel for øre. Gabriel var ikke sen til at signe drengene på hans Real World Records og efter indlemmelse af to andre musikere var Admission en realitet.

Man kan indvende, og det med rette, at inspirationen af især Radiohead, men også momentvis Jeff Buckley er tommetyk, men The Black Swan Effect formår alligevel at styre uden om de værste faldgruber og har lavet en ganske fin og velkomponeret rockplade fuld af melodiøsitet og uden gigantiske armbevægelser.

Gareth Hales stemme er umiskendelig Thom Yorke i lyd og frasering og de på en gang elegante og fintfølende numre er ved insisterende lyt af ret højt niveau. Man skal insistere, fordi det kan være svært at abstrahere fra inspirationskilderne og møde The Black Swan Effect som et selvstændigt band med krav på egen berettigelse. Gør man alligevel det og kommer forbi de umiddelbare referenceforhindringer, venter der et solidt, kompetent og velspillet album med både catchy og velnærede melodier. Der bliver sjældent spillet til kanten med musklerne hos englænderne, snarere holder bandet igen og vælger som oftest det underspillede eller mådeholdne fremfor det modsatte. Det betyder ikke, at det ikke hverken er svulstigt eller støjende flere steder på Admission, blot at englændernes tilgang til rockgenren er af ydmyg og lydhør karakter, med stor fornemmelse for det store i det enkle.

”Falling Down” som åbner Admission er rendyrket Radiohead, men det formår alligevel at stå på egne ben i en frisk og nuanceret rocksag af udsøgt kaliber.
Den oplagte førstesingle ”In The City” er et spillevende nummer med ubegrænset rockhit potentiale, og man forføres og nynner automatisk med på tonerne, mens omkvædet sidder rent i skabet.

På ”Come Home” leger The Black Swan Effect med for bandet uvant tunge klange, men det hele udmunder i et opløftende og smittende omkvæd. ”Rat In A Cage” lyder som dengang Radiohead rockede mere end eksperimenterede og nummeret kunne ligge lunt på The Bends, med sine både sfæriske og huggende guitarrytmer og sin svævende lyse vokal, tilsat brusende synth-stryger baggrunde.

Sidst på albummet opstår lidt stilstand og den skarphed og melodiske fornemmelse Admission lagde så blændende for med, bliver kun løftet af ”Winter Sun” med et tight riff i Interpols boldgade, som videreføres i et potent rocknummer med masser af viljestyrke og fremdrift.

Admission er et klassik og udpræget engelsk album uden dikkedarer eller synderlig lyst til skæve udfoldelser. Selvom det langt hen ad vejen er godt skruet sammen, er det samlede billede altså også, at Admission ikke vil stå som et langtidsholdbart album. Hvis man forsøger at ramme en lyd og tone, som vil vække interesse hos fans af ovenstående bands, skal man have et mere spændende fundament at bygge på, ellers forsvinder man let i glemslen.

Mit bud vil være, at gennembruddet lader vente på sig. Dermed ingenlunde sagt, at det ikke kan ske på fremtidige udgivelser, for de gode melodier og den lyse og velsmurte vokal, kan ingen tage fra The Black Swan Effect.

Skriv et svar