The Burning: Hail the Horde

Fandens farlig og groovy sammensmeltning

Århusianske The Burning har på deres to første albums ikke formået at imponere mig. Hvad de selv har kaldt et groovy mix af thrash-metal og hardcore har dog bragt de erfarne århusianere i superligaen af dansk metal, men alligevel har jeg i høj grad savnet en snert af egen identitet og lyd og en mindre tydelig inspiration fra klassiske metalnavne. Nu er det lykkes! The Burning er ude med albummet Hail the Horde, og her har kvartetten taget et enormt ryk mod den absolutte danske metal-top.

Det er stadig tonstungt, og der er fuld smæk for skillingen, men alligevel er noget helt anderledes. Afvekslingen og opfindsomheden er på Hail the Horde større end tidligere, og det klæder gruppen rigtig godt. Gruppens tidligere meget tydelige inspiration i navne som Pantera og Entombed og andre klassiske metalnavne, er blevet delvist erstattet af nytænkning og egne ideer. Temposkift og uforudsigeligheder, som vi kender det fra svenske Meshuggah, er nu blevet en del af dagsordenen, og derved lander The Burning endelig på en mere kontemporær lyd.

Det er stadig både tonstungt og groovy metal, der er underlagt en nærmest dogmatisk stemning. Der er noget ondt over coveret, der forestiller en dæmonisk pave med sine hell hounds. Og når der på ”Wolf Moon” indledes med hylende ulve og på ”Hail the Horde” senere proklameres: “Hail hail! Fire at will” og “Violence is not the answer. It’s the question, and the answer is yes“, fornemmer man også hurtigt, at der tekstmæssigt ikke lægges fingre i mellem. På netop disse numre har The Burning også fint vokalmæssigt besøg: På førstnævnte skriger Artillerys Søren ”Nico” Adamsen med, og på titelnummeret brøler brødrene Bjørn og Scott Jensen fra Dawn of Demise. Vigtigst af alt så er Johnny Havens vilde growl aftaget, og han er nu landet på en rå og arrig galoperende vokal, som autoritært følger de nye tiltag sikkert til dørs.

Det lyder brutalt og ondt helt ind til benet, men bedst som man tror det, så formår The Burning at twiste det hele med et skud groove, hvilket formår at gøre Hail the Horde til en plade med enkelte klassiske 90er-riffs og ganske fængende rockomkvæd. Det hele er produceret af Jacob Bredahl, som mange nok husker fra sin tid som forsanger i Hatesphere. Han har formået at skabe en lyd, der på en gang er velproduceret og af international klasse, samtidigt med at lyden på mange måder er mere dyrisk og fandenivoldsk, end den har været det før hos The Burning.

The Burning har endelig fanget min opmærksomhed, og det lader til, at de har fundet sig selv og i højere grad deres egen lyd. De hiver og flår stadigvæk i flere inspirationer fra klassisk thrash og hardcore, og de lægger på intet tidspunkt skjul på det. Vigtigst af alt, så gør de det rigtig godt, og resultatet er deres hidtil bedste plade.

Skriv et svar