The Decemberists: The Crane Wife

Middelmådigt udspil fra fortællingens mestre

Det var med forventningens glæde, at denne anmelder lirkede den blanke skive ud af coveret på det seneste udspil fra maleriske The Decemberists. Efter gruppens forrige album, Picaresque, der sprudlede af fantastiske fortællinger serveret af Colin Meloys klare stemme henover et folkrock-lydtæppe af blæsere, strygere og forførende guitarspil, forekom ventetiden uendeligt lang, før The Crane Wife, det fjerde album fra fortællingens mestre, ramte Danmark. Titlen er taget fra et japansk sagn om en fattig mand, der finder en såret trane på sit dørtrin. Manden plejer tranen til den bliver rask og sætter den derpå fri. Senere dukker en kvinde op, som han gifter sig med. Hun redder ham fra fattigdommen ved at væve silkestoffer, de kan sælge på markedet. Den eneste regel er, at han ikke må se på, mens hun væver. Men drevet af grådighed tvinger manden sin kone til at væve stadigt flere stoffer, og da han en dag bryder sit ord og kigger ind i hendes værelse, ser han, at en trane sidder ved væven. Den plukker fjerene af sin egen krop for at væve dem ind i stoffet. Da den ser ham, flyver den bort og kommer aldrig tilbage.

En historie helt i tråd med The Decemberists’ fabelagtige univers om mytiske hændelser blandt mennesker på samfundets bund. Også beretningerne på The Crane Wife er medrivende, som når grumt og smukt sættes i stævne på ”Shankill Butchers” – historien om en flok hensynsløse mordere fremsat af Meloys omsorgsfulde, næsten helende vokal. Uden tvivl et af albummets mest udsøgte numre. Desværre lever The Crane Wife ikke op til forventningerne. Om end der er andre højdepunkter, som ”Yankee Bayonet” – en fin duet med Jenny Conlee – og ”O Valencia!”, der forvisser os om, at Meloys skrivetalent stadig er intakt, er popsangen ”The Perfect Crime #2” grænsende til det irriterende, og generelt mangler albummet kant og slagkraft. Den lidenskab, der gennemsyrede Picaresque, mærker man knap en snert af her. Der er skåret ned på instrumenterne, og selvom den næsten 13 minutter lange ”The Island” akkompagneres af et hammondorgel, bliver det aldrig synderligt bemærkelsesværdigt. Resultatet er middelmådigt, for ikke at sige banalt. Et afdæmpet, stilfærdigt album kan være ganske udmærket, men The Crane Wife er fortvivlende kedeligt, når man sidder med stærke forhåbninger om et storladent musikstykke i et himmelrum af utrolige fortællinger. Selv historierne synes mindre medrivende, end vi er vant til fra bandet, hvis medlemmer påstår at have mødt hinanden i et tyrkisk bad. Om det er for at bevare havgusen og det eventyrlige islæt, altså en ren markedsføringsgimmick, eller om historien er sand, kan sådan set være ligegyldigt. Så længe musikken er ligeså interessant som historien om bandet. Man er aldrig bedre end sit bedste album, og det gælder desværre også for The Decemberists.

Tags from the story

Skriv et svar