The Dodos: No Color

For meget ensformigt bulder, for lidt melodisk grundlag

De to californiere Meric Long og Logan Kroeber i The Dodos formidler en kantet og minimalistisk folk-rock på deres fjerde ombæring No Color. Arrangementerne har ofte et skævt sigte som gør, at man sjældent ved hvor nummeret bærer hen. Alligevel er det stramme setup med tromme og guitar i længden både for ensformigt og begrænsende.

Indimellem er det straight rock og andre gange eksperimenteres der lidt mere, hvor Merics guitar ligger i rytmisk opposition til sangens taktart. Ikke at der konstant er omskiftelige omkvæd og vers som i mathrocken, men The Dodos tager i ny og næ en drejning, som er uforudsigelig. Det giver en spænding og veloplagthed der, når det lykkes, løfter bandet ud af de stramme musikalske rammer, der kan være en duos hæmsko. Desværre sker det for sjældent og kedsomheden indfinder sig for hurtigt, på trods af blot ni numre.

De ni numre kræver lidt tilvænning før de lagrer sig og folder sig ud, men for mange steder på albummet bliver de lettere febrilske melodier for private og lukkede.

Duoen har denne gang selskab af Neko Case, som både med The New Pornographers og i eget navn, har udgivet adskillige album der glimrer, ikke mindst på grund af hendes rigtigt gode vokal. End videre udvides paletten af strygerkvartetten The Magik* Magik Orchestra.

Den energiske og ret iørefaldende ”Good” kan pudsigt nok minde om vores egen Fallulah med sin tribale percussion og opstemte hyl fra Case.

Ellers er det desværre ikke meget man hører til Cases bidrag som vokalist, selvom hun figurerer på hele fem sange. Ærgerligt, at hun ikke udnyttes bedre. Ét sted lykkes det dog til fulde, nemlig på den effektive og ret smukke ballade ”Don´t Try And Hide It”, der rundes af gennemførte vokalharmonier. Strygerne tilføjer deres på ”Companions”, uden at nummeret i øvrigt gør særligt indtryk. Den feberhede og konsekvent rockende åbner ”Black Night” er ellers kompetent og veloplagt, men den bliver et enkelt skud i en ellers fattigt ladet bøsse.

Det rock-folkede album er for ensidigt i sin lyd og sangene bliver uanset gentagne afspilninger for enslydende. De fleste er båret af uptempo og lettere abrupte, marchlignende trommer, sammen med lidt for uinspirerende guitarakkorder, der for det meste bare hamrer afsted, både med og uden strøm og distortion. Kroebers galopperende trommer, spillet på både skind og kantmetallet, bliver tættende og alt for dominerende i længden. Kedsomheden opstår fordi der på trods af energien, er for lidt musikalsk udslag og bevægelse fra den stramme duo-formel.

Det andre duoer, som eksempelvis Black Keys og sørgeligt opløste White Stripes, får ud af samme udgangspunkt, er levende og medrivende på en helt anden facon og med en helt anden gennemslagskraft end Dodoerne. Bevares, de formidler en anden genre med mere vægt på bluesrocken, men i virkeligheden handler det måske bare om melodisk kompetence, som adskiller de to ovennævnte duoer fra The Dodos.

Skriv et svar