The First Miles: Ride Against The Wind

cover-thefirstmiles-rideagainstthewind-2009-300x300

Gedigent dansk bud på Americana

Der er langt til Gin & Tonics indtaget sharpdressed på en hypet cafe i spejlenes glans. her er det øl, jeans og Marlboros i mundvigen, der regerer. Aalborgensiske The First Miles (TFM) er the working man´s band, som kredser om samfundets underdogs og de kan indimellem komme faretruende tæt på klicheerne, men bandet holder sig heldigvis fri for, at kamme over i dem. Barmusik er måske et dækkende udtryk, uden at det skal opfattes nedladende, for jeg har stor respekt for bandet. Selv kalder TFM det støvet laderock, men mon ikke det er at underspille sig selv, for de vil også gøre sig fint på de traditionelle scener. Det scenarium er heller ikke ukendt for bandet, som tidligere har turneret med bl.a Sandmen, Georgia Satelittes og John Fogerty og særlig sidstnævnte passer som fod i hose på TFM.

Jeppe Foldager leverer en god vokal med masser af saft, kraft og dybde, som har reminiscenser af Bruce Springsteen og Warren Zevon, særligt det Zevon lavede med Hindu Love Gods sammen med Peter Buck. Resten af holdet spiller gedigent hele vejen rundt og det er klassisk rock, tilsat en countryfeel fra den amerikanske skole, der arbejdes med.

Ride Against The Wind indeholder simpelthen ingen dårlige numre, selvom det indimellem er snublende tæt på, at der går Big Fat Snake i sangene. Heldigvis er TFM langt bedre end den store stygge slange og falder ikke i hyggespreder poppens spind, men bevarer kvaliteten hele vejen. Teksterne er af den lettere romantiske slags og heller ikke her er der skyggen af nytænkning i sigte. Det gør dog ikke spor, for der er tale om godt, ærligt og bundsolidt håndværk med smittende sange og en sanger som er væsentligt bedre end mange andre indenfor samme genre.

Det hele emmer af spilleglæde, store smil, joviale skulderklap og en varm laidback feeling. Selvom lyrikken udtrykker længselsfulde sange om uforløst kærlighed, ensomhed, og lejlighedsvis sorg, føler man sig ikke tynget og trist, mens man lytter, snarere tværtimod, fordi man hele tiden aner et lys for enden af tunnelen.

Skal man dissekere pladen lidt, kunne ”A Heart That Burns” og ”Traces in The Dust” godt gå hen og blive radiohits, med deres gode omkvæd og indlagte kvindekor. De to sange sætter sig behageligt i både hjernebarken og hjernebanken, og man får lyst til at smide dem ud i bilens cd-afspiller, tænde på repeat og bare trille ud i det danske land med en glæde til livet og stort smil på læben.

På ”At The End Of The Road” har Bryan Adams kigget forbi øvelokalet, i hvert fald i eget spøgelse, og om det er positivt eller negativt, vil jeg lade usagt.

Summa summarum er, at hvis man er til traditionel americana, tilsat countryelementer, uden de store armbevægelser og uden en overbevisning om, at musik pr. definition skal være nytænkende eller genrebrydende, vil Ride Against The Wind være et godt køb.

Tags from the story

Skriv et svar