The Handsome Family: Last Days of Wonder

Mere fra samme afdæmpede country-skuffe

Ægteparret Brett og Rennie Sparks fortsætter på sit syvende fuldlængde album ned af den folk-belagte vej. En vej, der fører dem forbi musik, der lyder som om det kunne være skrevet for adskillige år siden. Som når bands som Blanche og andre dyrkere af den alternative country stikker hånden ned i krukken med gamle traditionals og spiller dem på sin egen måde – som en hyldest til deres musikalske arv.

Musikken på Last Days of Wonder er afdæmpet med Brett Sparks’ stemme, der konstant hjemsøger numrene med sin søvnige dybe vokal, helt i front. En stemme, der paradoksalt nok bringer sangene til live som de små afdæmpede country-ballader de i bund og grund er. Særligt smukt er det når Rennie Sparks lader sin vokal komplementere Brett Sparks’. Alene er hendes dybe stemme dog trods alt for tynd, som det tydeligt høres på ”Hunter Green”, hvor Rennie kører solo hele vejen igennem

Til trods for, at der er sket en musikalsk udvikling i form af inddragelse af sav, trombone og mellotron, der alle er tilføjet under mixningen, så er det stadig Brett Sparks’ stemme og Rennie Sparks’ tekster, der er omdrejningspunkter på albummet. Ikke sjældent føler man sig hensat til Amerika fra tiden før verden gik at lave – det på trods af, at en del af teksterne er blevet opdateret til en moderne kontekst i forhold til tidligere albums fra den amerikanske duo.

Med sange som ”After We Shot the Grizzly”, ”Bowling Alley Bar” og undertegnedes favorit ”Flapping Your Broken Wings” er Last Days of Wonder bestemt et lyt og en investering værd. Kraftigt ned trækker dog et nummer som det Tom Waits-lignende ”These Golden Jewels”, der benytter sig af en ’syngende’ sav som det primære stemningsskabende instrument. Ned trækker også ”Hunter Green”, der tydeligt viser Rennie Sparks’ vokale begrænsninger.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar