The Hickey Underworld: The Hickey Underworld

cover-thehickeyunderworld-thehickeyunderworld-2010-300x300

De er skøre de belgiere… og spille kan de også

Hold kæft for en fuldfed debut belgiske The Hickey Underworld ankommer med. Kvartetten sparker så befriende meget røv, at jeg er i den syvende himmel, når jeg lytter til det selvbetitlede monster af en first-timer. Albummet er målrettet og gennemført rock’n’roll garagerock med et twist af post-hardcore.

Et møgbeskidt, frækt, støjende, og topcharmerende energibundt af et udspil. Stålsatte guitarriffs, tung, distortet fuzzbas, gennemført tighte trommer og masser af gode guitarstykker, som veksler over, under og imellem den bastante og kontante lyd.

Ti numre, 38 minutters præcise, grovsparkende og sønderrivende rockbomber uden dikkedarer, hvor alle numre uden undtagelse holder hele vejen i mål.
Tænk en vredladen udgave af Strokes, tilsat lidt Pixies med en fandenivolskhed, som på ingen måde viger tilbage fra det Black Francis brillerede med omkring nissernes hovedværker Surfer Rosa og Doolittle.

Younes Faltakh’s vokal ligger så tæt op ad Julian Casablanca’s, at jeg til at begynde med var sikker på, at Strokes hovedmanden måtte havde lavet et nyt sideprojekt. Faltakh’s synger dog i en væsentlig mere offensiv og agiteret udgave end Casablanca’s tilbagelænede og bevidst ugidelige samme.

Musikalsk er der dog væsensforskelle fra de forgyldte amerikanere, måske med undtagelse af ”Future Words” og især ”Mystery Bruise”, som snildt kunne ligge på både Is Thit It og Room On Fire. Resten af materialet behøver dog på ingen måde læne sig op ad andre og opererer med tøjlesløs rock konstant på randen af sammenbrud og aggressionerne helt uden på tøjet. Katarsis forløsninger komplementeret med opbyggede og spruttende frustrationer i en hvirvlende og indimellem frådende ondskabsfuld centrifuge.

Fra ”Zero Hour”’s igangsættende, støjende, tørre og krasse guitarflader, bas-bastante fuzzklodser og tæppebankende trommer, over ”Sick Of Boys” undergrundshit potentiale, forbi ”Blonde Fires” trommedominerede garagebasker med hylende Nirvana overtoner og helt til udgangstonerne af finalen ”VRMNSMR”’s frygtindgydende og kompromisløse hardcore garage tilsat frække Gary Numan synths, er man sat komplet til vægs, og lykkelig til og med, over den smittende energi og no bullshit tilgang til rocken, de skøre belgiere leverer på deres eminente debut. Ingen numre kan egentlig fremhæves fremfor andre, da alle ti holder samme høje niveau.

Nævnes skal dog ”Of Asteroids And Men…Plus Added Wizardry”. En bidsk og episk musikalsk kamphund, som lægger for med edderspændt snerrerock, der alligevel formår at holde den melodiske kraft intakt, hvorefter det går over i en krøllet og bølgende hypnotisk stenet rock, indtil The Hickey Underworld i den centrale del af nummeret giver sig selv frie tøjler og los for de syrede eksperimenter. Herfra tager nummeret flere musikalske og uventede hjørner, som leder op til en finale af svimlende guitarer og galopperende riff-orgier galore, som egentlig ryster nummeret i stykker, men bandet formår sgu at samle det hele igen i en smuk cirkulær helhed og ende nummeret præcis som de startede – fabelagtigt og med så meget overskud, at man er nødt til at nive sig selv i armen.

Dét nummer forener den lømmelagtige og stramme garage rock’n’roll formel med en Mars Volta agtig udsyren, og jeg har sjældent hørt noget så blæret, frækt og overskudsrocket før. Apropos Mars Volta, så ligger ”Flamencorpse” lige i kølvandet af At The Drive-In.

The Hickey Underworld er en komplet uregerlig bastard med ti rockinsprøjtninger, injiceret direkte i aorta, som på trods af bandets stramt og smalt komponerede lydbillede og genredogmer, leverer et varieret, idérigt og melodisk tilgængeligt album med en potent produktion, som fint kombinerer garagerockens spinkelhed med post-hardcorens tyngde.

Her gik jeg og troede, at Belgien kun havde god øl, fortrinlig chocolade og gastronomiske fuldtræffere som Moules Frites at byde på – og nå ja engang-så-fantastiske dEUS – men der tog jeg grundigt fejl.

Jeg skal den ondelynemig se de belgiere live, når de rammer Danmark og lad det blive snart, mens ørerne endnu er varme.

Tags from the story

Skriv et svar