The Human League: Credo

Endnu et fejlskud fra synthpoppere med årtier på bagen

Et Credo er en bekendelsesskrift. Et formuleret udsagn om det grundlæggende i ens tro. Human League bekender sig efter mere end tredive år på musikscenen fortsat til glat og kulørt synthpop.

Efter bandet fra deres fødsel i sluthalvfjerdserne fik de berømte bevingede ord med sig på vejen fra David Bowie, som omtalte dem som ”the sound of the future”, lagde de stilen om fra et decideret kuldslået univers på de glimrende Travelogue og Reproduction hen imod en mere mainstream og dansabel lyd på deres indiskutable hovedværk Dare. Den plade var et pletskud af iørefaldende sange sat i en en poppet ramme af synths og trommemaskiner. Efter den klassiker – som fortsat sælger ikke mindst pga. monsterhittet og generationshymnen ”Don´t You Want Me” – er det gået støt ned ad bakke. I noget lig rungende stilhed har Sheffield-trioen udsendt seks album siden og på nær remixalbummet Love And Dancing helt tilbage fra 82, har der såmænd heller ikke været meget begejstring at spore ved hver ny udgivelse.

Nu foreligger Credo så og den kommer givet vis heller ikke til at lave om på den tiltagende deroute synthpopperne har fulgt gennem tiden. Ti år er gået siden den melodisk lumre Secrets, men absolut intet er sket. Det er fortsat milevidt fra Dare´s niveau og for størstedelen af Credo´s vedkommende er det flade og intetsigende sange, som er både uvedkommende og føles uendeligt bedagede. At popeksperimentalisterne fra I Monster er indkaldt til produceropgaven, gør hverken fra eller til på det faktum

Efter ”Never Let Me Go” åbner med et nummer, hvis eneste udskejelse er at Philip Oakey kun deltager glimtvis på den vokale front i korstykkerne og som benytter fesne og semifunkede synthfløjter, dukker førstesinglen ”Night People” op. Den skæring kunne godt gå hen og blive en solid klubbasker med sine potente synthbeats, men dens grundæggende problem er, at den er tyvstjålet fra Visage. Et direkte plagiat af ”Night Train” fra The Anvil, med indlagte omkvæd som er direkte hentet fra ”Beat Boy”. Har man en forkærlighed for Steve Strange og hans New Romantic projekt Visage, er det eddermame svært at lægge ører til uden at surmule over tyveriet.

”Sky” er et rimeligt midtempo track med en fin melodi og smittende virkemidler i arrangementet, mens ”Into The Night” med sin forsvindende lille melodi og jammerlige synthlicks, er begyndelsen på et stort tomt gab af kreativ uformåen og melodisk stilstand der spænder over den næste håndfuld numre.

Først mod enden af albummet ligger der lidt bid og kant i ”Privilege”, der rykker lidt i forhold til fordums storhed. Her har Human League vendt snuden helt tilbage til de to første ovennævnte album og leverer et koldt og mørkt elektro-nummer, som hanker lidt op i de kedsommelige og gumpetunge travere Credo ellers opererer med.

”Breaking The Chains” kan noget af det samme, men lider desværre under et pauvert omkvæd, der får trukket den ellers glimrende synthpop melodi lukt ned i ligegyldigheden.

Og ligegyldighed er desværre også det eneste Human League efterlader en med. Credo er simpelthen for funderet i fattige melodier, tynde og noget uinteressante synthtemaer, der indimellem er så cheesy, at det grænser til det ufrivilligt komiske. Skal man pege på noget positivt må det være, at Joanne Catherall, Susan Ann Sulley og Philip Oakey´s vokaler fortsat holder vand og rent faktisk fungerer efter hensigten. Det er mere end man kan sige om beslægtede Heaven 17, som sidste år skuffede fælt i Amager Bio, ikke mindst på den vokale front. Spændende at se om Human League kan mønstre albummets fine vokaler live, når de i april går på scenen i Store Vega.

Tags from the story
, ,

7 kommentarer

  • 4,5 stjerne ud af 6 altså….sorry..;0)
    Svarer vel til 8 ud af 10 …(rundet lidt op)

  • Synes det er en lidt poppet og hård anmeldelse … selvfølgelig skal et lidt “corny” band som Human League trynes….
    Sammenligningerne til Dare kan ikke forsvares længere – og havde man lavet et album, der lød som Dare havde man jo også fået klø for det….

    Melodisk lumre Secrets…?
    Selv elsker jeg det album – også her ti år efter….synes virkelig de fandt sig selv på det album – og albummet hænger enormt sammen – ingen svage led. Nød også det spændende tiltag med små korte elektroniske numre – bygget op om et fedt riff.
    Octopus var også et fedt album – dog langt mere “classic” League – og desværre lidt mere svingende i kvalitet end Secrets.
    Men faktum er, at hvis nød enten Octopus og/eller Secrets vil man også nyde Credo. No doubt….

    Anmelderens fremhævelse af Night People og Privilege synes jeg taler for sig selv….
    I min verden er det de svageste numre på en ellers stærk skive.
    Højdepunkter er Egomaniac, Electric Shock og Get Together…det er Human League absolut på toppen.

    Nøgterne 4,5 stjerne herfra…..;0)

    P.S. Måske er der lidt Night Train i Night People – men til anmelderens information – så var Visage IKKE Steve Strange’s projekt…
    Steve sang (godt hjulpet af Midge Ure) og sounden var bygget op af Currie, Ure, Egan, McGeoch og Formula…
    Strange var bare et “pretty”-face…

  • Unfair anmeldelse eller ej, så har jeg skam både Octopus og Secrets, og førstnævnte er okay, mens jeg er væsentligt mere lunken overfor sidstnævnte.

    Selvom tiden ganske rigtigt er en anden end dengang i startfirserne, ser jeg stadig ingen problemer i, at spille Credo op imod Dare, ganske enkelt fordi jeg forholder mig til melodiernes niveau de to album imellem.

    Jeg valgte nu engang Dare som referenceramme, da adskillige forhåndsskrivelser om Credo gik på, at Human League nu var på kurs mod en opdatering af netop Dare og at man kunne forvente knivskarpe melodier, som sagtens kunne matche den gamle milepæl – det er bare ikke tilfældet i min optik!!

    Når jeg lander på 3/10, er det udelukkende på albummets egne præmisser og efter at have lyttet Credo igennem 5 gange, måtte dommen blive streng, for jeg mener niveauet er langt under mine, iøvrigt ret beskedne forventninger.

  • @ Thomas Steen Jensen

    Det ændrer bare ikke på at det er en unfair anmeldelse – der er sgu’ stort set ingen albums i den genre der kan matche Dare, og da bandet ikke (som f.eks. Depeche) er forfaldet til stadion guitar rock, men faktisk stædigt holder fast i elektronisk popmusik, så syntes jeg faktisk pladen er temmelig vellykket – Dare blev lavet i en tid hvor det var banebrydende med elektronisk musik – endnu en grund til at din sammenligning er total forkert. Lyt til Octopus fra 1995 – lyt til Secrets fra 2001 – begge rigtig fede plader, hvor sidstnævnte desværre floppede grundet pladeselskabets krak – det gør jo ikke pladen dårligere. Sammenlign dog Credo med de 2 albums – din anmeldelse burde ikke være en leflen for de danskere der kun kender Dare – så kan du ligeså godt anmelde X-factor eller Greatest Hits plader, og døgnfluekunstnere/bands – for det er alligevel dét der fylder mest i danskernes sind.

    Tror du skal høre den et par gange mere. Det er Human League som de burde lyde.

  • Jeg er såmænd også Human League fan og størstedelen af klubben af synthpop/rock bands fra dengang – en af grundene til, at jeg vælger at anmelde albummet – men så meget desto mere ærgrer det mig, at bandet ikke får mere ud af de ti års arbejdsro og motivationsrum, der har været dem budt.

    Det er muligt de har haft singler på top 30 i England – der skal nu for god ordens skyld heller ikke meget til, når et ophøjet oldschool angelsaksisk band rammer den engelske æter. Indrømmet rungende stilhed er måske et voldsomt udtryk, men i norden har der dog været noget tyst omkring udgivelserne og indifference har været den herskende fornemmelse.

    At der spilles op imod Dare kan vel næppe overraske, da det fortsat står som ypperste og mest kendte referenceramme, når man omtaler Human League. Her kommer Credo altså for alvor til kort. Den deroute jeg hæfter mig ved, er på ingen måde forhåndsplanlagt, blot en tør og skuffet konstatering.

  • Jeg hæfter mig også ved den håbløse research der er lagt for dagen i denne anmeldelse, men har på fornemmelsen det enten er dovenskab eller nærmere fordi factsene ville forstyrre den på forhånd planlagte historie om et bands’ “deroute”.

    “I noget lig rungende stilhed har Sheffield-trioen udsendt seks album siden og på nær remixalbummet Love And Dancing helt tilbage fra 82, har der såmænd heller ikke været meget begejstring at spore ved hver ny udgivelse”. Jeg skal vist lige have defineret “rungende stilhed” for siden Dare og dens singler har de haft 9 Top 30 singler og 4 Top 7 albums i England plus været nr 1 i USA med Human. Sidste album Secrets gik skidt, ikke pga kvalitet, men fordi pladeselskabet gik konkurs da pladen skulle udgives.

    Jeg vil give anmelderen ret i at man efterlades med ligegyldghed, men det er mere over at have læst en dårlig forberedt anmeldelse. Det er fair nok at ytre sin uforbeholdne mening, men til gengæld skal man også have sine facts på plads.

    Som stor Human Leaue fan vil jeg påstå dette er deres bedste album siden Dare. Deres bedste håndfuld sange i årtier, der er ørehængere ad libitum og en utrolig spændende produktion. Electropop i verdensklasse. 10/10

  • Nu er jeg måske sløret lidt af at være en fan, men når man læser den anmeldelse (som jeg er totalt uenig i), så er det tydeligt at det åbenbart er vigtigere at finde smarte tillægsord, end rent faktisk anmelde pladen – lidt ærgeligt, men jeg håber da diskant.dk’s læsere kan abstrahere fra dette, og måske checke nogle af alle de gode anmeldelser pladen har fået.

    De røg jo rent faktisk på hitlisterne i 1995, med deres Octopus udgivelse, og singlen ‘Tell Me When’ – en lille smule research, havde ikke været af vejen, når man skriver “rungende stilhed”, og kun forholder sig til Dare pladen.

    Ang. live-delen, så tror jeg ikke du skal være bekymret – de har et fedt liveshow, hvor både gamle og nye numre er bøffet op, og fremstår til tider bedre, end på pladen.

    Tam anmeldelse.

Skriv et svar