The Hundred In The Hands: The Hundred In The Hands

Brooklyn synthpoppere bedst når rocken holdes på afstand

Eleanore Everdell har en sød og lækker stemme indpakket i en charmerende aura af uskyld, ikke ulig Stereolab´s Laetitia Sadier uden den franske accent. Jason Friedman har fuld kontrol over sine funkede men aldrig fesne guitarfigurer og sine støttende bastoner.

The Hundred In The Hands har med deres debut af samme navn skruet et fint album sammen med en mindre gaverække af smittende synthpop numre. Lidt over halvdelen er af fin kvalitet og leveret med en nærmest blæret overbevisning om eget materiale. De små arrangementer er spundet omkring synthbeats, funkede eller postpunkede guitarakkorder og en blød bas med lune og behagelig dybde som bunddækken.

Der hersker en legende lethed overalt på albummet, og det synes nemt for duoen at servere et overordentlig iørefaldende og honningsmagende bundt sange sammen. Leder man efter noise, abstrakt skurren med tangenterne eller anden skærende feedback, er man prisgivet i The Hundred In The Hands lækre og smagfulde synthmelodier. Det kan i det lange stræk føles irriterende pænt og lummerfadt, måske også med fornemmelser for, at duoen kan fremstå ideforladt og uden lyst til at opsøge musikalske chancer. Ikke desto mindre overgiver jeg mig ofte til de sødmefyldte toner, som fylder mit auditive rum når albummet spinner.

Har man forkærlighed for fnuglette og uskyldsrene toner, ala dem man mødtes af dengang et band som Saint Etienne prydede æteren, vil The Hundred In The Hands gå rent hjem. Dermed er parret et af de mest poppede bands Warp har i stalden. I hvert fald er der milevidt til de vante krummelurer og skæve indfald selskabet ellers udgiver. Her er det melodiøse og ofte let dansable numre, frisk fra fad og skåret direkte til benet uden omsvøb, der hersker.

Det være sig ”Young Aren´t Young”, som hælder oldschool keyboard toner der mødes af friske diskobeats i hovedet og benene på lytteren, mens en cool og smittende funkguitar kalder til festligt, men mondænt party hos det unge og trendy segment. Eller ”Commotion”, som har samme energiske, men også lettere melankolske lyd, som hos eksempelvis svenske Robyn. Her kaster Friedman en sørgmodig nærmest Interpolsk guitarlyd ind i dansebilledet. Eller ”Dead Ending” som starter i clubland og forsigtigt men stædigt arbejder sig hen imod en smuk og efterårsduftende romantisk perle, med pirrende synthsekvenser og en bas der utvivlsomt er rundet af adskillige New Order plader. ”Killing It” er ved første indtryk så let og undseelig som vanddamp, men gentagelse fremmer forståelsen, for den gemmer på en vidunderlig melodi, gemt imellem de evaporerende toner.

Af mindre interessante indfald er ”This Day Is Made”, som drukner i sin egen selvfede oppustethed af højstemt 4AD feel, uden at have for fem flade øre æstetik. Førstesinglen ”Pigeons” er ikke helt så ringe men lider under, at lyde som en kusine til Sophie Ellis-Bexter anglofile metervare pop.

Mod enden af pladen skifter duoen karakter og ”Gold Blood” kunne være Yeah Yeah Yeahs, selvom Everdell lader en del tilbage at ønske fra Karen O. ”Dressed In Dresden” er pågående powerpop med maniske synthtoner og hektisk og huggende guitar, mens ”Last City” også finder The Hundred In The Hands vige fra recepten cool synthpop. Det er et uheldigt skifte i mine ører, for duoen er klart bedst og mest overbevisende, når de er køligt tilbagelænede.

The Hundred In The Hands er überstiliserede og har med debutudspillet lavet en plade, som en god del af vejen mod mål er cool, elegant, distanceret og fornem synthpop, men anskuet som et hele forstyrres af de mere rockede forsøg.

Tags from the story

Skriv et svar