The Irrepressibles: Mirror Mirror

cover-theirrepressibles-mirrormirror-2010-300x300

Storladent album for folk med hang til Antony

The Irrepressibles er godt nyt for Antony-fans. Med Mirror Mirror har det ti mand store band nemlig begået et flamboyant album, der ikke lader Antony and The Johnsons meget tilbage. I front står altoverskyggende Jamie McDermott, der stå bag såvel kompositioner som mikrofon. På et nummer som den flotte afdæmpede ”Forget the Past” er der klare linjer at trække til Antony og det hører da også til et af albummets bedste numre. The Irrepressibles er i det hele taget bedst på albummet stille numre og særligt albummets afslutter, ”In This Shirt”, imponerer. Sjældent har jeg hørt så flot en afslutter og det kan undre, at nummeret ikke er placeret som albumåbner i stedet for ”My Friend Jo”. Men det er nok et spørgsmål om smag. Hvor ”In This Shirt” ville have lovet et smukt, afdæmpet og indlevende album, så lover ”My Friend Jo” et pompøst album, med masser af bitchy attitude. Sandheden ligger et sted midt imellem.

Instrumenteringen er helt som den skal være. Med klassiske instrumenter som piano, celloer og violiner bygges der et grandiost musikalsk univers op. Sine steder bliver det lidt svært at sluge og bærer for meget præg af Jamie McDermotts smag for teater og opera.

Udover den vokale reference til Antony, så kommer man heller ikke uden om Wild Beats’ Hayden Thorpe, men der spores også vokale ligheder til såvel Patrick Wolf som til Tim Buckley. Selve musikken ligger dog tættest op af Wild Beats og Antony, så kan man lide disse kunstnere så har man muligvis et nyt yndlingsband i The Irrepressibles. For undertegnede bliver det lidt for meget i længden og bandet måtte godt have skruet lidt ned for de store armbevægelser.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar