The Jim Jones Revue: The Savage Heart

cover-TheJimJonesRevue-TheSavageHeart-2012-300x300

Rock’n’roll Beast

The Jim Jones Revue (TJJR) udgiver deres tredje album på et label ved navn Punk Rock Blues Records, hvilket må siges at være lige i øjet for beskrivelsen af de højpotente briters udspil. Med lige dele tresserpop med Roy Orbison på bagsædet, halvfjerserrock á la New York Dolls og firserpunk, skåret over samme læst som The Cramps, leverer TJJR en varieret omgang bluesrock med punket energi, der går rent ind.

For at markere, hvad det hele handler om, skråler Jim Jones i den indledende skæring ”It’s gonna be about me”, og barren er sat lige ved de skamløst vrikkende hofter, der giver begrebet viril bluesrock nye dimensioner. Men lige som man tror, at TJJR vil fortsætte i samme rille med uformindsket styrke og tempo, istemmer hele banden i en sumpet blues på ”7 Times Around the Sun”, hvor tempoet er trukket helt ud og nummeret nærmest går i stå. I første omgang bliver man overrasket over stilskiftet, men ved flere gennemlytninger begynder det hele at træde mere i karakter og bidrage til et fandens varieret bluesrockshow, der genindfører de helt basale elementer i det, rockmusik handler om. Det er ikke så pissekompliceret, og det er effektivt og ægte.

På ”In and out of Harms Way” og ”Catastrophe” er der dømt 98 oktan direct fuel injection i rockmaskinen, og på de afsluttende ”Eagle Eye Ball” og ”Midnight Oceans” spiller klaveret på nogle helt andre nedtonede tangenter. Og netop ’tangenter’ er et nøgleord på dette fremragende album. For netop det nye medlem på piano, Henri Herbert, sparker Jerry Lee Lewis langt ind på scenen med sit bar-boogie, der skiftevis tamper, rocker, sumper, og endda, på det afsluttende ”Midnight Oceans”, er følelsesfuldt og bevægende bag ved det ellers så hårdtslående rat-pack. Herberts piano giver den rå og simple bluesrock den ekstra dimension, der løfter det hele op på et højere niveau. Det er back to basics, men nogle gange er basics mere end nok!

The Savatage Heart benytter sig af de samme kneb, de samme moves som man har set og hørt tusind gange før, men energien og den udadvendte, punkede energi og det minimalistisk frække udtryk, tager alligevel stikket helt hjem. Nogle gange skal der ikke mere end et snerrende bæst til at vække festen til live. Og var man til stede på Gutter Island tidligere i år, fik man sandt for dyden en fest serveret lørdag aften af det eksplosive britiske ensemble, som tør spille guitaren som var det en gigantisk pik.

Tags from the story