The Kissaway Trail: Sleep Mountain

cover-thekissawaytrail-sleepmountain-2010-300x300

Kæmpe ambitioner så godt som indfriet

Det er en gigantisk og top-ambitiøs udgivelse, som fynske The Kissaway Trail har valgt at gøre til deres anden i rækken. Efter det pæne gennembrud og den internationale anerkendelse af kvintettens debut, er udtrykket endnu skarpere og mere rodfæstet, og kun enkelte lettere langstrakte passager, forhindrer albummet i at være en absolut topscorer.

Bevares, forventningerne var gigantiske til dette album, og det er selvfølgelig medvirkende til, at der skal endnu mere til, at jeg trækker de mange stjerner og lovprisninger frem, for Sleep Mountain er en udgivelse på at for Danmark ekstremt højt niveau. En udgivelse, der viser The Kissaway Trail som et band, der formår at kombinere den skrøbelige inderlighed med en enorm og storladen lyd. Et band, der formår at kombinere de monotone, inciterende og vedholdende lydflader og de små mikroskopiske melodiske variationer, der i sig selv er så godt som usynlige, men som gør den store forskel på, om numrene lykkes eller ej.

Fra den seks minutter lange åbner ”SDP” lægges skabelonen for The Kissaway Trail anno 2010 med buldrende trommer, en storladen rocklyd, enkelte temposkift og de luftige og høje vokalharmonier. Og samtidig understreger nummeret et af de elementer, som får hovedparten af albummet til at hæve sig gevaldigt, nemlig når et lille musikalsk element skaber den fornødne variation.

På ”SDP” er det et lille fikst klokkespils-tema, der binder de rastløse og viltre ender sammen, mens det på efterfølgeren ”Painter” er en lille melodisk trille, der skaber variationen i den ellers monotont sprøde lyd af akustisk guitar. Dette nummer er i øvrigt en fin afdæmpet størrelse med lejrbålsstemning, der også klæder The Kissaway Trail enormt godt, og hvor Søren Corneliussens vokal står stærkt i al sin skrøbelighed.

På ”New Year” er vi tilbage i den storladne lyd med de buldrende og rastløse trommer. Et gigantisk kor lægger sig som en øvre ramme for den fornemme melodi, der kulminerer i omkvædet med ordene ”while drinking champagne from plastic glasses”.

Efter den fornemme indledning er det som om, at The Kissaway Trail tager en lille puster fra de sylespidse melodier. ”Don’t Wake Up” lykkes ikke helt efter min smag. Det er forfriskende med harmonika-underlægningen, men melodien er ikke skarp nok, de små melodiske finurligheder forsvinder bag de evigt buldrende trommer og vokalen, der denne gang synes på nippet til at være lidt for anstrengt.

Jeg har lidt det samme problem med ”Friendly Fire”, der stadig er eksponent for den stærkt flydende og drømmende lyd, men den er skåret over samme grundskabelon med de rastløst tæskede trommer og en melodi, der med sit temposkift til omkvædet har en snert af variation, men som dog ikke trækker afgørende tråde bag sig, som det var tilfældet på albummets indledende numre.

Bedst som jeg som lytter begynder at miste fokus, og den buldrende rytmesektion så småt begynder at gøre sig selv usynlig med sin ensartethed, så træder det næste magiske øjeblik ind. ”Beat Your Heartbeat” har et drive, en nerve og en gennemslagskraft, der er så helt igennem medrivende, at den er umulig at ryste af sig. Lyden er lidt mere sårbar og afmålt, og vokalen sidder lige i skabet. Her findes den variation – både i forhold til de foregående numre – men også i nummeret i sig selv – som gør dette band til noget særligt. Den relativt simple melodilinje fra omkvædet skærer sig ind på hjernen og bliver siddende som en lille lækkerbidsken, der dukker op med rare og jævne mellemrum.

”Philadelphia” er nede i et, for Kissaway Trail, meget langsomt tempo, men det skader ikke, og det pompøse strygerarrangement løfter nummeret op på samme drømmende og storladne niveau, som albummets generelle udtryk befinder sig på. Og så skifter stemningen fra det ene øjeblik til det andet til skrøbelig vokal over en enkelt spinkel akustisk guitar. Melodien er lettere kryptisk her, men helheden gør nummeret til et af de stærkere af slagsen, og variationerne og stemningsskiftene er overbevisende.

På ”New Lipstick” er bandet tilbage i den mere tempofulde afdeling, og det smittende humør og den indtrængende melodi har samme overdrevent vellykkede effekt, som albummets øvrige højdepunkter. Det lille simple harmonika/accordion-tema driver sangen fremad, mens de fornemt arrangerede kor sætter prikken over i’et.

”Whirr of Wings” mangler lidt skarphed og appel og synes at være The Kissaway Trail, som bandet lyder uden de overraskelsesmomenter, der hæver de fleste numre til noget unikt. Og uden disse er det velspillet og velgjort, men relativt uinteressant. Det rådes der til gengæld bod på, når bandet sætter i med ”Enemy”, der igen trækker på det rolige tempo, de store kor, den enorme lyd og den skærende melankoli. Albummet lukker med den afbalancerede ”3 Million Hours”, der lukker af med at opsummere alt det, som The Kissaway Trail er bedst til i forhold til stemninger, små variationer, skrøbelig vokal, storladen produktion og imødekommende overflade.

Hvis The Kissaway Trail gik enkelte musikelskeres næse forbi, da de debuterede for et par år siden, så må det være et endt kapitel. Med Sleep Mountain viser fynboerne en ekstremt høj klasse, et enormt ambitionsniveau og en imponerende evne til at få det meste til at lykkes. En så storladen måde at fremføre en inderlig sårbarhed på, er sjældent at opleve, og sammen med de mange små variationer i lydbilledet, er det med til at gøre Sleep Mountain til et aldeles vellykket album.

Tags from the story

2 kommentarer

  • Nej, det ser ikke ud til den er på det endelige album (ikke på den trackliste jeg lige har fundet på nettet i hvert fald). Men den er på det download link vi har fået fra Playground Music.

    Ifølge anmeldelsen lyder det da også til, at sangen nemt kan undværes.

Skriv et svar