The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss

cover-thelionheartbrothers-dizzykiss-2007-300x300

Letkøbt surf-pop fra norske anmelderdarlings

Der er ingen tvivl, om at The Lionheart Brothers kan deres Beach Boys til fingerspidserne, og rent teknisk set er der da heller ikke en finger at sætte på gruppen; hverken live eller på studieindspilninger. Som kopiband gør de sig altså ganske udemærket, men som ethvert andet kopiband gælder det, at The Lionheart Brothers burde have holdt sig fra forsøg på at indspille original musik. Dizzy Kiss byder ikke på noget, der ikke er hørt adskillige gange før, og numrene flyder flyder selv ved utallige gennemlytninger ud i et intetsigende hele. Singlen “50 Souls And A Discobowl” skiller sig sammen med “I Burn Myself On You” en smule ud som velkonstruerede og forholdsvist dansable popmeldier, men det redder på ingen måde albummet fra at fremstå som ganske ligegyldigt.

Der er antageligvis tale om musik, som skal nydes som soundtrack til en henslængt sommerdag, og heri kan undertegnede umuligt være uenig. Såvel musikalsk som lyrisk glider Dizzy Kiss ind ad det ene øre og lige så hurtigt ud af det andet. På gruppens MySpace-side reklameres der med en blanding af pop, rock og psychedelia. Det er dog svært at få øje på rockens nerve og endnu sværere at fornemme musikkens psykadelisk bevidsthedsudvidende element. Det virker som om, The Lionheart Brothers med fordel kunne have skabt balance i tresseridolerne ved at lade sig inspirere lidt mindre af The Beach Boys og til gengæld lidt mere af The Beatles; den øgede tekstmæssige dybde ville utvivlsomt have klædt gruppen! Som musikken står er det svært at finde andet argument for at lytte til Dizzy Kiss end rendyrket nostalgi, og selv nostalgien bliver efter ganske få gennemlytninger kvalmende.

Tags from the story

Skriv et svar