The Men: Four Good Men And True

cover-themen-fourgoodmenandtrue-2010-300x300

Langstrakt svensk retropop

Svenske The Men debuterede i 2002 med en garageudgave af retrogenrer som soul og 60’er-R&B. Genremæssigt er der ikke sket alverden for svenskerne i de seneste otte år, for det er stadig de klassiske bands fra 60’erne, der lægger grundinspirationerne til bandets nyeste album.

Man kan sammenligne med Rolling Stones – med et stænk af Beatles pæne overflade og flerstemmige vokal. Produktionen er retro med stort R, og selv stereoeffekten er inspireret fra de gamle studieindspilninger, hvor koret er i den ene højttaler, guitaren i den anden o.s.v.

Skabelonen med den svedige og urolige dybde med en pæn og nydelig overflade er let at genfinde på mange af numrene. Åbneren ”Pack Up Your Memories” er ingen undtagelse, og der gøres fint plads til masser af guitarlir. ”Tonight Is Mine” er den optimistiske positive hitkandidat, men det bliver lidt for glam-poleret i korproduktionen efter min mening.

På ”Leaving Fairview Park” forsøger The Men at koble det polerede udtryk med noget mere psykedelisk, men det er svært at finde den røde tråd i nummeret. Tilsætning af panfløjte, mundharpe og alskens anden pjat, er ikke med til at gøre helheden lettere at fordøje og hovedet og halen nemmere at finde.

Blandt albummets bedste numre er den klassiske retro-ballade ”Time To Cry” med hammondorgel og ’tøf’-guitar. Sangeren Sven Köhler træder i karakter og tager ejerskab på dette nummer, der dog kunne have tålt en mere balanceret helhed. ”Love Lost” har en fin hippie-agtig flower-power-stemning. Fin energi og kor, som leder tankerne hen på Mamas & Papas. Med sin bredt funderede instrumentering og varierede opbygning, er der her tale om et af albummets klart bedste numre.

”Where The Good Times Go” leverer party i god gammeldags stil, hvor guitarerne konstant svarer vokallinjen med en afart af melodien, mens vi sangskrivningsmæssigt finder det bedste nummer i ”Reflections”, der dog er udsat for en kikset og udtryksløs produktion.

The Men er garanteret super festlige at opleve live. Studieindspilningerne er ikke nødvendigvis kedelige, men der mangler noget bund og mening med helheden. Det bliver lidt for meget fest og ballede til min smag, og det er svært at finde de dybere liggende budskaber i svenskernes univers. Den slags er heller ikke en nødvendighed i musikkens verden, men skal man leve af fis og ballade, så skal den leveres lidt mere varieret.

Tags from the story

Skriv et svar