The Parlotones: Stardust Galaxies

Mere håndværk end kunst

På en eller anden underfundig måde er det ikke underligt, at sydafrikanske The Parlotones har skrevet den officielle VM-sang til tysk TV. Der er et uforklarligt tysk præg på sydafrikanernes rockmusik, der gerne vil være guitar-rå, men som ikke desto mindre har en poleret og temmelig glat overflade. Det giver enkelte fuldtræffere, men også en lang række kønsløse og ligegyldige numre, der snarere er godt håndværk end impulsivt frembragt kunst.

Åbneren ”Push Me To The Floor” er ganske intetsigende. Stilmæssigt kan man sammenligne med Snow Patrol, men hverken melodi, arrangement, produktion eller vokal er i nærheden af nordirernes kvalitet. ”Life Design” har også en mærkelig kluntet produktion, hvor det er som om, at vokalen er for behagelig til det musikalske udtryk, og som om at vokalen er for fyldig i lydbilledet i forhold til de heftige trommer og de rå guitarer, som der er skruet lidt for markant ned for.

”Should We Fight Back” har et udtryk med lidt mere bid, mens The Parlotones folder sig lidt finere ud, når de står ved deres pæne side som på balladen ”The Stars Fall Down”. Energien og drivet på ”We Call This Dancing” er også ganske fornuftig, mens hitpotentialet med handclaps og det hele er med til at gøre ”Remember When” til et nummer med et hitpotentiale, der næsten er uundgåeligt at lade sig rive med af, hvis man har et popøre med smag for søde sager.

Der er lidt rigeligt klynkeri på ”Welcome To The Weekend”, mens den ellers fornuftige melodi på ”Brighter Side Of Hell” atter ødelægges af produktionen og en lidt for glamour-agtig opbygning. ”It’s Only Science” og ”Fireworks and Waterfalls” er i bedste fald ganske uinteressante ligesom afslutteren – titelnummeret ”Stardust Galaxies”. Til gengæld er bonustracket ”Come Back As Heroes”, som er tysk TV’s bestillingsarbejde for at få en ægte sydafrikansk temasang til deres VM-dækning, et ægte bevis på, at The Parlotones ved alt om, hvad der skal til, for at skrive et folkeforførende hit. Det virker forskrækkeligt effektivt med al sin sing-along-effekt, men det bliver også lidt vel klistret i længden.

Således kan The Parlotones fremstå en anelse for beregnende i deres tilgang til at skrive rock-prægede popnumre. Det er sjældent at de virker helt i balance og harmoni med sig selv, og dette sker kun, når de rammer niveauet mellem at være overfladiske og alligevel ikke forsøge at gøre sig selv mere rå end nødvendigt. Det bliver lidt fesent i længden, og kun sjældent træder sydafrikanerne for alvor i karakter.

Tags from the story

Skriv et svar