The Pineapple Thief: Someone Here Is Missing

Pænhedens ulidelige dominans

Det fine engelske label Kscope huser bands som Anathema, Porcupine Tree, Steven Wilson og No Man. Med andre ord rock i den progressive ende af skalaen. The Pineapple Thief ligger da også lige til højrebenet for selskabet, for fra første strofe af Someone Here Is Missing, er det da netop associationer til et band som Porcupine Tree, der vækkes. Det er bandets ottende album, men første visit for mit vedkommende.

The Pineapple Thief har fine ting at byde på, men ejer hverken Anathemas sans for smukke, sfæriske passager i stærke, rugende og stemningskabende numre, ej heller Porcupine Trees kongeniale fornemmelse for det gode hook og de ultracatchy omkvæd, iblandet tunge og forløsende guitarbrag i deres knivskarpe og mangefacetterede lydbillede.

Netop skarpheden er i mine øjne, The Pineapple Thiefs største mangel. Briterne spiller progrock i den poppede og elektronikglade ende af spektret. Det er som om, at det teknisk velfunderede band, hele tiden har lyst til at give los og brage igennem, men ikke rigtigt tør give slip for alvor og eksplodere, når sangene kalder på det. Det er synd og skam, for der er generelt gode intentioner på Someone Here Is Missing.

Det poppede islæt – dog med vel rigeligt synth for mine ører, er der ikke spor galt med, men når de habile melodier bygger op mod et forløsende klimaks i omkvædet, skal det punch man sættes i forventning, altså ramme én som en mukkert. Det udebliver desværre langt hen ad vejen, hvor man i stedet mødes af halvferske nær ved og næsten crescendoer og så frustreres man altså. Bandets evne til, at lade lytteren sætte næsen op efter det altoverskyggende og eksplosive riff ødelægges, når det ofte eksekveres i fuldstændigt tandløse host i stedet for det ønskelige massive brag.

Nummer efter nummer lider af denne problematik. Spændingsopbyggende minutter, som ved afgang mangler den saft, kraft og styrke man forventer, gør at man som lytter svigtes med en følelse af coitus interruptus. Brandærgerligt, for der gemmer sig utvivlsomt adskillige gode numre på Someone Here Is Missing.

Den flade og ferske produktion, som uvægerligt og forstemmende nok, placerer TPT i det middelmådige segment , havde med garanti set anderledes ud, hvis en anden producer havde indtaget lederstolen. I stedet vælger jeg ovenstående bands, som har alt det TPT så gerne vil indeholde, men ikke formår at mønstre.

Det er dog ikke kun skidt, at være i selskab med TPT. To steder rammer de for alvor plet. ”Preparation For Meltdown”, som er både sensitivt drømmende og benhårdt på én gang. Her lykkes det for bandet i et semi-industrial nummer, som overtages af vellykkede melodistrofer af høj klasse og monumentale brag, som pirrer ned ad ryggraden – suverænt og indiskutabelt albummets bedste. Det har præcis den kant og gennemslagskraft, man ønsker bandet ville forfølge hele vejen til mål.

”So We Row” er andet store scoop på pladen. Et episk nummer, som rummer mange nuancer og poler, fra det henholdende til det orkestralt voluminøse, over det elektroniske til det kraftfuldt metalliske. På de to skæringer er de fuldt på omgangshøjde med forbillederne.

Andetsteds som på ”The State We´re In” erstattes guitarudbruddene af symfoniske synths og det fungerer også fortrinligt, fordi bandet vælger at holde fast i den kurs de lægger ud med, uden svinkeærinder eller halvgjorte aggressionsforsøg.

”Barely Breathing” er et fint popnummer med luftig instrumentering og god vokal i et pragteksemplar af en prog-ballade, mens ”3000 Days” er instru-rock, som rent teknisk er i top, men også kedeligt og ukarismatisk. Titelnummeret emmer af Radioheads emotionelle udfoldelser i et tilbagelænet nummer med storladne effekter og svulstige riffs i omkvædet. Hverken opsigtsvækkende eller skidt, blot anonymt i al sin renskurethed.

Overordent gemmer guitarerne sig for langt nede i mixet på Someone Here Is Missing. Der er for lidt nerve, som griber efter struben, er dragende eller på anden vis genuint. Ikke at det behøver være spektakulært, men det bliver for pænt og uvedkommende i længden.

Kunne TPT glemme at vandkæmme håret og giv fanden i pænheden, så er jeg forventningsfuld til næste album.

Skriv et svar