The Raconteurs: Consolers of the Lonely

The Raconteurs overgår sig selv

Med Consolers of the Lonely har The Raconteurs begået et album, der overgår debuten fra 2006. Powerpopsmeden Brendan Benson og den mere kantede Jack White fungerer perfekt sammen, og stilen ligger endnu engang op af hvad man vel bedst kalder bagud skuende psychedelisk blues rock. Det er altså ikke specielt raffineret, men det fungerer hele vejen, og når det fungerer bedst, så findes det ikke meget bedre. Det beviser The Raconteurs på ”Many Shades of Black”, der må kandidere til at være årets bedste nummer indtil nu. Nummeret er en ’break up song’ med Brendan Benson bag mikrofonen, og indtil Jack White træder til med en syret guitarsolo, hører det helt sikkert til i kategorien af blødere Raconteurs-numre. Blæserinstrumenterne dominerer sammen med den flotte catchy melodi, der i omkvædet har et umiskendeligt præg af Queen og Freddy Mercury. Et andet flot Benson-nummer er det folkede og mariachi-prægede ”The Switch and the Spur”. Det folkede kommer også til udtryk på den desværre ikke helt vellykkede ”Old Enough”, der med sine violiner har et keltisk særpræg.

Consolers of the Lonelys fjorten numre bevæger sig op og ned i intensitet og tempo, for at slutte af med den Dylan-lignende historie om Billy, der er ude på en personlig vendetta mod sin mors kæreste. Den knap seks minutter lange ”Carolina Drama” ender med, at Billy slår kæresten i hovedet med en mælkeflaske; kæresten dør mens mælken og blodet løber ned af ham. Nummeret stiger i intensitet som historien skrider frem og fungerer som en god afslutning på et album, hvor Jack White får lov til at folde sig ud med sine karakteristiske guitarriffs, men hvor Brendan Bensons melodiske tæft samtidig er at finde i flere af albummets omkvæd – særligt på duetten ”You Don’t Understand”.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar