The Reptones: Ingrid, It’s Only a Movie

Grant Lee Buffalo-produceret dansk americana-rock

The Reptones er et nyt navn på den danske rockscene, men samtidig er det navnet på et band, der rummer en række musikere, der ikke er så ukendte endda. Med fortid i bl.a. Davenport er Bo Bech, Brian Mathiesen og Simon Rubjerg gået sammen med Morten Steingrim, Niels Meredin og norske Rolf Gjesdal i dette nye band, der leverer amerikansk inspireret rockmusik, der skramler og støver, men som også behager af og til. Og det er, når der er plads til behag og nydelige finesser, at Reptones fungerer bedst.

Med Paul Kimble fra Grant Lee Buffalo som producer får lyden en fin skramlet tendens, og når ellers sangene er stærke nok i sig selv, og når vokalerne lykkes – og her taler vi omtrent halvdelen af albummet – så er The Reptones et fint bekendtskab.

Især et nummer som ”Hiding Under Water” er smukt og fint, og her går stemninger, vokal og produktion op i en højere enhed. ”Time After Time” har også en flot melankolsk og støvet americana-tristesse, der viser bandet fra den bedste side. Til gengæld kniber det ofte på de mere tempofulde og energiske numre, hvor vokalerne enten bliver lidt for grove og klodsede, eller hvor individuelle instrumental virtuoser stjæler billedet i lidt for høj grad. Og så er vi altså i en genre, hvor det meste er hørt før, og derfor skal der noget særligt til at skille sig ud, og det formår The Reptones kun at gøre sjældent. ”Apathy” er en flot blanding med plads til både stemninger, guitarlir, temposkift, energi og følelser, og den hører således også til blandt albummets højdepunkter.

Der er ingen tvivl om, at The Reptones er dygtige musikere, men i en genre, hvor det meste er hørt og prøvet, skal der mere til end en guitarsolo og en tight rytmesektion. Og det er først og fremmest, når tempoet skrues ned og bandets personlighed for alvor skinner igennem, at The Reptones lyder som noget andet og mere, end hvad man har hørt så mange gange før.

Tags from the story
,