Velspillende færinger i klassisk country

Det færøske københavnerband The Reverends leverer bundsolid countrymusik, som den lyder fra de forenede stater. Og kvintetten gør det ganske overbevisende, når det kommer til det rent håndværksmæssige, hvor musikken fungerer i allerhøjeste grad, og der er masser af kompetente indfald på denne front. Men når det gælder det sangskrivnings- og udtryksmæssige, så er det svært at finde de elementer, der skal gøre The Reverends mere interessante end de uendeligt mange andre bands i genren.

Man kunne drømme om, at modsætningen mellem de steghede sletter i USA, den storladne ensomhed, som cowboyen oplever på sin lange ridetur gennem ørkenen, og den barske færøske natur, der på næsten alle måder er i modsætningsforhold til den amerikanske, kunne have skabt lignende interessante modsætninger i den musikalske sammenhæng. Det sker desværre ikke, og derfor kommer The Reverends til at fremstå som det, de er. En flok færinger, der gerne vil lyde som et amerikansk countryband.

Efter utallige gennemlytninger har jeg stadig vanskeligt ved at gennemskue, hvad det lige præcis er, der gør The Reverends til ret meget andet, end det der allerede er udkommet i tonstunge lastbillæs gennem tiderne. Reverends åbner med den country-klassiske ”You Gotta Go”, der er aldeles velspillet røvballe-country i yderste potens. ”Jim Jack & Bud” følger stilen, mens det stadig er klassisk country & western – omend i ballade-tempo – på ”Walking Backwards”.

”That Secret Moonshine Still” og ”My Great Escape” er tilbage på den hurtigt løbende hest, mens ”Demolition” er et af albummets højdepunkter. En fin følelsesmættet ballade, hvor Niclas Thorsteinsson leverer en overbevisende vokal. ”Plain To See” og ”Quiet Town” ændrer ikke på den generelle opfattelse af The Reverends som et rendyrket countryband. ”Ride On” har til gengæld en smule ekstra beskidt kant, og afslutteren ”When You’re Done” er et fint punktum med masser af varme, akustisk charme og Johnny Cash-inspiration.

The Reverends er bestemt et stærkt spillende band, der formår at få deres country-numre til at fungere optimalt. Et par steder overrumpler de med stærke sange, men ellers er det de tekniske musikevner, der er Reverends’ styrke. Lidt for ofte kommer sangene til at lyde som noget, der er hørt lidt for mange gange tidligere. Kan de færøske københavnere for alvor finde deres egen indgang til en slidt og gennemtærsket genre, hvilket de et par gange er på nippet til, så kan de blive et rigtig interessant navn at følge fremover.