The Shallow Man: The Shallow Man

Beretninger fra et skævt, dystert, fornøjeligt og sært sted

Danske The Shallow Man debuterer med en digital demo-EP med seks numre på. Og allerede fra de første strofer på “The Ballad Of Nikolai Bukharin” er man overbevist om bandets evne til at positionere sig midt mellem det dystre og uhyggelige udtryk og det fornøjeligt humoristiske skæve fortælle-landskab, hvor den ene skæve beretning afløser den anden.

Vokalen er stærk og croonende, mens de varme og akustiske drejninger på mandoliner, guitarer, violiner, banjoer, melodika og harmonika giver et imødekommende og behageligt afsæt for de stort opsatte arrangementer, der bliver omfattende og teatralske, når hidsige mandskor smyger sig energisk afsted i melodilinjer, der hægter sig tæt på instrumenternes spadsereture hen over toneskalaerne.

På titelnummeret ”The Shallow Man” bliver energien måske lidt for løs og på den ambitiøse ”Henry Holmes” er der tusinder af gennemtænkte eksperimenter, der alle lykkes til en vis grad, men det er tæt på, at idéerne bliver så mange, at de tager fokus fra hinanden. Det er egentlig de eneste anker jeg har til denne sprudlende EP, der særligt på ”The Ballad Of Nikolai Bukharin” og ”Dear Muse” er så dragende og tiltalende, at det er et under, at The Shallow Man endnu ikke har udsendt sin debut.

Tags from the story

Skriv et svar