The Silent Section: Contour Of A Passing Dream

Store ambitioner der matcher talentet

The Silent Section kunne næppe have valgt et mere misvisende bandnavn, for trioens lyd er gigantisk. Bare lyt til indgangsseranaden ”The Intoxicated Joy” med en over the edge lyd, så stoflig og tæt, at man næsten får åndenød. I hvert fald hev jeg efter vejret kort inde i nummeret. Weltschmertzen fosser ud af alle aspekter, leder og kanter og får man allergi af 80´ernes sortromantik, med grandiose følelser leveret helt uden på tøjet og tommetyk alvor hæklet ind i dunkle goth-gevanter, skal man skele til andre danske navne, for her går The Silent Section all in på alle fronter.

Trioens udtryk kan med rette beskyldes for at være for højpandet og prætentiøst, men det er dæleme gennemført, stilsikkert og bragende kompromisløst. Guitarerne er voldsomt overstyrede og ofte skingerdiskante med bølger af feedback og vokalen ligger dominerende og helt fremme i produktionen. Contour Of A Passing Dream er en wall of sound, en sonisk knytnæve, der fremmer forståelsen. Det er knageme virkningsfuldt og pompøsiteten – den er der meget af – pilles heldigvis lidt fra hinanden af de rivende guitarbølger, mange numre rundes af.

Apropos pompøs er ”Drifting Ahead Backwards” helt oppe i det sortbroderede felt af gothromantik i et stensikkert leveret nummer med pastorale vokaler og højstemte sfæriske keyboards. Som Glasvegas uden James Allan´s klynkende og knækkende stemme. Den svulmende pompøsitet hersker videre på den keyboardfarvede ”Breadline Stories”, der suppleres af kraftfuldt smukke guitarer, mens den insisterende patosfyldte vokal svæver rundt med stoisk ro mellem tonerne.

More is more synes at være The Silent Section´s primære devise og får man forstoppelse af den slags, vil man lide den tort, at bandets musik er ækvivalent til ondt i maven. Denne skribent er imidlertid helt med og køber glædeligt præmissen. Det er simpelthen fremragende og af international klasse, det den retroglade trio udviser på Contour Of A Passing Dream.

Selvom ”The Voice That Got Away” er snublende nær ved at kamme over i svulstighed og sturm und drang og tilbøjeligheden til at lyde som en kopi af The Jesus & Mary Chain, tilgiver man lynhurtigt bandet, som reddes af en dybfølt melodi og mættede krasse guitarloads som indspark til den massive keyboardmur.

“No Admission To Dream” er sindssygt flot med sine storladne, men elegante linjer og besnærende malstrøm af brusende smukke guitarbredsider og jeg er ganske paralyseret, når det udfolder sine overvældende stemninger. Det bringer mindelser om skotske Telstar Ponies, der også søgte de store følelser med enorm og himmelvendt lyd i midthalvfemserne.

På skivens måske bedste nummer, det synth,- og sequencer-mættede ”Fresh Blood”, har Sisters Of Mercy bestemt heller ikke levet forgæves i en sortrandet bombastisk tristesse af en fornem mørkerocker. Lydbilledet og klangbunden er dog væsentlig mere pågående og volumniøs i sit monumentale udtryk, end kongerne af urban gotik, så den sammenligning stiller bestemt ikke danskerne ringere.

The Silent Section har fuld kontrol over deres virkemidler og selv om vi taler om en lyd med hele klør fem frem for tilbageholdt fingerspitzgefühl, er Contour Of A Passing Dream så godt skruet sammen, at de har fået mindst én ny fan i år. Spændende at se hvordan bandet omsætter deres stort opsatte produktionslyd til livescenen – det må komme an på en prøve.

Min liste over årets bedste album er allerede indgivet, men var det ikke tilfældet, ville The Silent Section så sikkert som amen i kirken kandidere på årslisten.

Tags from the story