The Soft Pack: The Soft Pack

cover-thesoftpack-thesoftpack-2010-300x300

No Bullshit – In simplicity we trust!

Der er noget helt igennem berusende over The Soft Packs debutalbum. Et smittende energibundt af en knytnæve med ekstremt melodiøse knaldperler, leveret fra hoften med tungen lige i munden og en tro på egen formåen, som er helt på sin plads. 10 garagerockere med punket kant og attitude fordelt over en halv time – no more, no less, no bullshit.

De fire amerikanske gutter hjemmehørende i San Diego, hed oprindeligt The Muslims under hvilket navn de udgav en glimrende EP, men ændrede senere navnet til The Soft Pack efter adskillige lyttere tilkendegav negativisme over navnet. At drengene havde valgt bandnavnet uden anden bagtanke end at det lød catchy, går igen i The Soft Pack, som er opkaldt efter en slatten dildo for transseksuelle! Med andre ord et band som ikke tager deres musikalske virke mere seriøst, end at de erkender at det er musik og ikke raketvidenskab de beskæftiger sig med. Det betyder ikke at de sløser eller laver musikalsk venstrehåndsarbejde på bedste slackervis, for der er ingen slinger i valsen eller postmoderne distancering hos bandet, snarere et stringent og konsekvent armtag med en genre som bl.a. Stooges og MC5 tidligere udøvede så mesterligt, tilført et poppet Strokes tilsnit.

Punkmissiler skudt afsted fra garagen med afhængighedsskabende riffs, fængende hooks og en melodifornemmelse som ligger i karakterskalaens top. Mens det charmerende angreb står på, tager man sig i at udgyde et hey ho let´s go, men hvor Ramones til fulde udnyttede hvad talentet bød dem, har man en fornemmelse af at The Soft Pack nærmest underspiller deres tekniske kunnen og gemmer masser af ekvilibrisme i rygsækken. Bevares albummet er måske ingen musikalsk landvinding, men er bare så sindssygt godt eksekveret og skåret helt til benet uden dikkedarer, at det både er adrenalinpumpende, endorfinudløsende og befriende direkte at være i selskab med.

Herlighederne er i øvrigt produceret af Eli Janney fra sørgeligt opløste Girls Against Boys, med samme tæft for den frontale og slagkraftige badass lyd, som han praktiserede i eget band.

Alle ti skud funkler som upolerede ædelstene, fra ”C’mon”s simple men øretæveindbydende gode åbning, over ”Down On Loving”s energibombe med en vokal som var Lou Reed på speed og en mudret og skæv guitarsolo som kom J. Mascis fra Dinosaur Jr. på besøg, over ”Tides Of Times” surfguitar, mens ”Flammable” præcis som titlen antyder, er bål og brand med gnister springende fra guitaren, brandtæppetæskende trommer og ilter benzindampende vokal.
”Parasites”, som er eneste genganger fra The Muslims, lukker albummet med et sammenbidt og repeterende udtryk og dissonante soloer ala Sonic Youth. Kontant afregning og gennemført monoton på den tænderskærende måde. Kun ”Mexico” sætter tempoet og vildskaben lidt ned i kadence og kunne være et track taget fra Arctic Monkeys seneste langspiller.

The Soft Pack bider sig fast i struben og holder ubønhørligt fast albummet igennem. De amerikanske lømler har leveret et kompromisløst og bundsolidt album, med masser af melodiske skud fra boven og humor indenfor vesten.

En lille 30 min. genistreg – Cut!

Skriv et svar