The Strange Boys: Be Brave

cover-thestrangeboys-bebrave-2010-300x300

Charme, selvmedlidenhed og fedtet hår

Amerikanske The Strange Boys er et vidunderligt skævt og uregerligt orkester at være i selskab med. På Be Brave udstiller bandet alle de fantastiske inspirationer der har præget dem, i et festligt og fornøjeligt univers, der kan minde om et møde mellem et tidligt Rolling Stones, Felice Brothers, Shane McGowan og Creedence Clearwater Revival, hvor de nævnte drikker og ryger sig så skæve og stive som muligt – og improviserer i garagen.

Albummet er måske ikke lige storartet hele vejen igennem, for man kan til tider blive lidt træt af det vaklende stive udtryk, men for det meste er det hamrende charmerende, som for eksempel på åbneren ”I See”, der er et skævt 60’er-inspireret stenet rocknummer med skæv rytmebund, massiv mundharpe og æskestiv vokal.

Sådan fortsætter det nummer for nummer, og den tunge daggamle ølstank bliver stærkere og stærkere for hvert nummer. ”Be Brave” svinger godt, stadig enormt skæv og stiv vokal, men fint retro-kor og skæv sax-solo, mens ”Between Us” er en utraditionel og skramlet kærlighedsballade med en ordentlig røvfuld charme, selvmedlidenhed og fedtet hår.

”Night Might” er ikke blandt de bedste numre, men det skæve og stive pigtrådsriff tåler at blive nævnt, mens ”Dare I Say” er det nærmeste vi kommer på en lejrbålsballade. Akustisk, fin – og stadig skævt charmerende som bare pokker!

Mens man skifter mellem de ernergisk skramlede garage-mavepustere og de mere skævt slæbende numre i den mere afdæmpede afdeling, puffes man endeligt helt omkuld på afslutteren ”You Cant Only Love When You Want”, som er er en usædvanligt flot og skævvreden kærlighedssang med masser af smerte, og klynkeri – på den fede og stadig enormt skæve måde.

Mange vil med garanti vende ryggen til The Strange Boys på grund af den stenede stemning og skæve vokal, men giv dem en chance, for det er i mine ører et forrygende, charmerende og skævt bud på, hvordan rock’n’roll stadig kan fornyes indenfor de ældgamle rammer og dyder.

Tags from the story

Skriv et svar