The Strokes: First Impressions of Earth

cover-thestrokes-firstimpressionsofearth-2009-300x300

The Strokes er tilbage på ret køl

Det er allerede fem år siden The Strokes udgav sin debut, Is This It – en debut, der skulle vise sig at blive bannerfører inden for garage rockens revival. Forventningerne var derfor store da bandet i 2003 udgav Room On Fire. For store skulle det vise sig, for New Yorker-bandet kunne ikke leve op til debuten. Her knap 3 år efter er The Strokes, med First Impressions of Earth, så tilbage på ret køl og den skuffende Room On Fire er næsten glemt. The Strokes har bogstaveligt talt fundet melodien igen.
Julian Casablancas synger som sædvanligt som om der er nogen, der netop har rusket ham ud af en dyb søvn og slæbt ham hen til mikrofonen og beordret ham til at synge. Dovent, jovist, men læg Nick Valensi and Albert Hammond Jr. skærende guitarer oven i Julians karakteristiske vokal og tilføj så en god melodi, så har man et fedt og rockende garagenummer. Og dem er der flere af på First Impressions of Earth end der var på Room On Fire.

Albummet åbner med den forrygende ”You Only Live Once”, der bevæger sig glad af sted med rytmeskift, og en tekst man ikke kan lade være med at synge en lille smule med på. Sangen afløses af en buldrende bas, der indleder ”Juicebox”, der er første single fra albummet. Tempoet er skruet i vejret og den snerrende guitar høres for første gang på albummet i det catchy omkvæd. Første gang, men bestemt ikke sidste. Men at det er ikke guitarrock det hele høres tydeligt på det udmærkede ”15 Minutes” og det svage og meget afdæmpede ”Ask Me Anything”.

At Room On Fire fra var en smutter, beviser The Strokes på bandets tredje album, men at de kan lave mere end ét rigtig godt album, mangler de stadig at bevise. Der er desværre lidt for meget fyld, og var albummet blevet beskåret med et kvarters tid havde det stået endnu stærkere.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar