The Suzan: Golden Week For The Poco Poco Beat

Japanske overraskelsesangreb fuser ud

Japanske The Suzan er noget så anderledes som et japansk girl-rock-band, der nok er så melodisk og positivt i sit udtryk, at det måske ville være mere retvisende at kalde det pop, men samtidig er der en garageagtig skævhed og uforudsigelighed, der gør at mange popelskere nok finder det lidt for alternativt.

Der varieres stort i instrumenteringer og arrangementer, der både rummer xylofoner, harmonikaer og andre aparte sager til at underbygge det traditionelle set-up med bas, guitar og trommer. Vokalmæssigt er der en glasklar renhed i udtrykket, og det giver et lidt mere lyserødt lydbillede, end arrangementerne ellers antyder.

Sangene byder alle på relativt let tilgængelige melodier, der ikke kræver alverden af lytteren, og det betyder også, at det i længden bliver lidt kedsommeligt at være i selskab med de fire japanske tøser. For det, som ved første lyt er aldeles uforudsigeligt, bliver alligevel forudsigeligt og let gennemskueligt efter ganske få afspilninger, og det er nok primært de manglende dybere lag, der er problemet. For der antydes et ønske om at have lidt mere at byde på, end ordinære popkunstnere, men når det første overraskelsesangreb er fordøjet, så er der ikke så meget mere at komme efter.

Faktisk er min favorit den lille halvandet minut lange instrumental-skævert ”Secrets”, mens resten af numrene relativt hurtigt går i glemmebogen. Jeg ville ønske, at The Suzan kunne spare lidt på de mange overflade-overraskelser og i stedet lade opfindsomheden finde vej til de lidt dybere lag i numrene, hvor jeg savner tyngde og ambitioner.

Tags from the story

Skriv et svar