The Tiny: Gravity and Grace

cover-thetiny-gravityandgrace-2010-300x300

Enorm intensitet! Måske for meget af det gode?

Den svenske duo The Tiny er klar med sit fjerde album, som er en højst forunderlig størrelse. Duoen består af Ellekari Larsson og Leo Svensson, der også deler hus og hjem til daglig. Ellekari Larsson er frue for vokal og klaverspil, mens Leo Svensson stryger løs på sin cello. Og det gør de i et musikalsk univers, der lægger sig et spøjst sted mellem det grådkvalte og det finurlige glimt i øjet.

Udtrykket er primært dystert, melankolsk og viltert, og det vil med garanti være en tand eller to for overskruet til de fleste. Men hvis man bryder sig om anderledes melodier og arrangementer og aldeles særpræget vokal, så er The Tiny lige sagen. Således lægger Ellekari Larsson sig et sted mellem Björk, Kate Bush og Amanda Palmer fra Dresden Dolls.

Sangene bæres frem af den ekstremt intense og udtryksfulde vokal, af Larssons klaverspil og af Svenssons cello-bund. Hist og her tilsættes lidt ekstra krydderier fra varierende instrumenter, men uden at det for alvor ændrer på, at det er det intense og ekstremt følelsesladede, der står tilbage som det afgørende indtryk.

Første single fra albummet er ”Last Weekend”, der er på randen af et nervøst og grådkvalt sammenbrud. Kan man rumme følelserne og finde ind til melodien, så er den imidlertid yderst fængende og gribende, og nummeret fremstår som et af de bedste på albummet.

Helt så mange tårer er der ikke i øjnene på resten af albummet, der varierer mellem det kryptisk mystiske og det mere åbensindede. ”Burn” er hidsig og dyster i sit udtryk, mens ”Too Heavy A Burden” med klokkespil og en sær mystik, tager udgangspunkt i den traditionelle nordiske folkemusik, men selvom melodien er glasklar, så er den pakket ind i så mange mærkværdigheder, at den er uklassificerbar. Samme mystiske univers indtræder på ”Turn Off The News”, der dog indledes med en let tilgængelighed.

Til tider skrues der en tand op for det ellers meget nedskruede tempo. ”Ten Years” er behagelig og fin – og meget Kate Bush-agtig i vokalen med høj intensitet og melodisk særpræg. Det samme gælder ”Lithium”, mens den måske mest hitpotente skæring er ”Never Come Back”, der dog trods alt næppe finder vej til de kommercielle stationer. Her spædes udtrykket op med tung messingblæser-bund, og generelt er det teatralske udtryk ganske lig Dresden Dolls.

Min favorit på albummet er bonustracket ”Pet Cemetary”, der er en fin spøjs afrunding med nerve, kant og det mærkværdige omkvæd: ”I don’t wanna be buried/in a pet cemetary/cause I don’t want to live my life again”. Nummeret har stor tilgængelighed koblet med alle de særpræg, man som lytter har været udsat for hos The Tiny.

Der er bestemt ingen tvivl om, at Gravity & Grace er et album for de færreste. Men finder man lykke ved den særprægede og nervesitrende vokal og de dystre melankolske sange, så er piano/cello-duoen en forunderlig oplevelse. Under alle omstændigheder skal man lede længe efter en lignende intensitet hos en skandinavisk popduo.

Tags from the story

Skriv et svar