The Twilight Sad: No One Can Ever Know

Kulde og varme mødes i smuk forening.

James Grahams tykke skotske accent er fortsat et markant aktiv på The Twilight Sads tredje udspil No One Can Ever Know, opfølgeren til de fremragende Fourteen Autumns & Fifteen Winters og Forget The Night Ahead. Lydmæssigt har bandet – der nu er en trio efter bassist Craig Orzels exit – dog rykket sig en del fra tidligere. Der er kommet væsentlig mere elektronik – i øvrigt produceret af Andrew Weatherall – ind over de kuldslåede skæringer og dermed indtager de endnu et skifte i rækken af bands hen mod en mere elektronificeret lyd. Både Editors, White Lies og svenske Kent har før foretaget dette stilskifte med svingende held, og The Twilight Sad kunne faktisk godt minde om en skotsk pendant til netop Editors.

De kradsbørstige støjguitarer fylder mindre i denne ombæring, men der er heldigvis fortsat en stor oprigtighed og nærvær i bandets kompositioner. Der hersker en ret stor divergens mellem den kølige, industrielle, indimellem klaustrofobisk desperate sound og så Grahams varme emotionelle vokaludladninger, rig på klang og dybde. Teksterne er stadig ikke lykkens hovedvej, for de cirkler ikke ligefrem om livets positive refleksioner, snarere er det følelsesmæssigt vejrbidte og desillusionerede sange med fokus på livets uomgængelige downside og strabadser. Det gør, at man som lytter ofte skutter sig, mens sangene udfoldes. Alligevel bliver man berørt og gelejdet nænsomt af sted med en glødende og inspireret tyrkertro på, at livet skal imødegås stik mod alle odds. Grahams stemme sprudler af brændende nærvær og indeholder en enorm autencitet, intensitet og intimiditet. Skotterne har flere gange supporteret Mogwai på diverse livescener og deres pessimistiske, forstemmende, men også smukke toner ligger i statur og udtryk tæt op ad de postrockede soulmates.

No One Can Ever Know er som nævnt et skridt væk fra bandets tidligere hang til lange voldsomme støjudladninger og selvom sangene stadig holder et højt niveau – okay, en vis ensartethed indfinder sig igennem pladens blot ni skæringer – savner jeg indimellem fuldblods-attacket fra de tidligere album. Når det rammer plet som på de tre første numre; ”Alphabet”, ”Dead City” og ”Sick”, giver det til gengæld kriblende gåsehud, og man tilgiver hurtigt No One Can Ever Know´s noget monotone tilsnigelse som helt album. ”Alphabet” lægger for med melankolske synths og sørgmodig vokal og man forføres fra start på blændende vis ind i bandets dystre lyd. Det samme gør sig gældende på den mere tempofyldte ”Dead City” der frekventerer postpunk-land iklædt mere metalliske guitarer og tung bund. Det nummer er Joy Division værdig med en udpræget kuldslåethed og stram rigid, næsten maskinel instrumentering. Ian Curtis kan rotere tilfreds i sin grav, for det er decideret kuldegysende godt i sin knappe og klaustrofobiske sound, der klemmer og trykker godt på sind og sjæl.

”Sick” er også en ren vinder, der forener smukke sangstrofer med lækre mørke, men frysende klare melodilinjer, mens beatet driver det insisterende fremad, som en livgivende puls i mørket  i samarbejde med svævende, sværmeriske Cure-lignende synthflader. Den åbning af et suverænt trekløver, er svær at matche hele vejen, selvom albummet kun består af moderate ni numre, og niveauet falder da også en smule som skiven skrider frem som skalpeller hen over isen. Formlen bliver simpelthen gentaget vel rigeligt og det udvander den ellers fine plade en smule. Særligt slutdelen af No One Can Ever Know lider noget under gentagelserne, da numrene ikke er helt så stærke som start og midterdelen. Specielt ”Not Sleeping” er for stillestående og ”Another Bed” – der pudsigt nok er valgt som albummets andensingle – er for melodifattig og sovset ind i klæbrige synths.

Ikke desto mindre har The Twilight Sad en egensindig lyd, ikke mindst i kraft af James Grahams smukke, men også noget aparte skotske klagesang med hjertet på det rette sted, og No One Can Ever Know står, uagtet den skrantende del af pladen, stærkere end mange ligesindede bands indenfor samme stil.

Tags from the story
,