The Walkmen: Lisbon

Tidløse, melankolske, berigende og elegante toner

Amerikanske The Walkmen har altid stået for gedigne og habile albums. Både hvad angår 90´ernes Jonathan Fire*Eater og de nu fem udgivelser under navnet The Walkmen – fraregnet deres sang-for-sang genindspilning af Harry Nilssons Pussy Cats – har New Yorkerne været garant for gode melodier iscenesat med klassisk opstilling og en udpræget sans for gode, om end fortrinsvis mørke og melankolske sange med vægt på håndværk og grundighed. Det er for så vidt stadig gældende på Lisbon, som man hurtigt fristes til at hælde ind under intet nyt under solen kategorien. Deres tidligere albums har alle været fine, men ikke skelsættende, og det er også hvad man kunne sige om Lisbon. Konservativ rockskabelon uden dikkedarer, forstillelse eller forsøg på nymodens trends. Alligevel synes jeg kvintetten denne gang for alvor rykker ind under huden på mig.

Der hvor Lisbon adskiller sig fra tidligere er, at når de førhen gik efter mit blødende hjerte, formåede de ikke rigtig for alvor, at rive hul i mine blodlegemer omkring aorta. Når de ville pakke mig ind i et tungt tæppe af melankoli og tristesse, forblev jeg lidt lunken og gik ærgerligt nok fri af den tæt omsluttende sørgmodighed, som var målet for bandet. Denne gang er jeg derimod henført på alle fronter.

The Walkmen svinger stadig mellem amerikansk melankoli-rock, britisk melodrama og fransk chanson. En klassisk tilgang med luft i instrumenteringen, behørig afmålthed og en tro på sangenes evne til at udfoldelse over tid. Melodierne er der men tag ikke for givet, at de åbner sig uden videre, men har man den nødvendige tålmodighed, er der gaver for enden af regnbuen. Hamilton Leithauser småhæse vokal ligger i mine ører tæt op ad Greg Dulli´s – selvom han ikke besidder hans fede klang – iblandet en stænk af Bono´s patos. Der spores en stor dedikation hos Leithauser og han træder fornemt i karakter gennem samtlige numre på Lisbon. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at der er noget vigtigt på spil og at der er noget essentielt på færde hos frontmanden.

Lyden er rustik og helt uden produktionsmæssig pynt eller overflødige fiksfakserier. Albummet holdes stramt og der skrues på et beskedent niveau, hvilket klæder de rene og traditionelt eksekverede numre. Således træder alle elementer fint frem og det emmer af varme og albuerum omkring musikerne. Det føles faktisk som at sidde i stue med kvintetten. Det stiller krav til sangene og de holder da også hele vejen på Lisbon.

På ”Angela Surf City” er der en pæn portion vildskab og rødglødende passion i omkvædet, mens trommerne holder et upbeat tempo med markant punch. Her kommer de udbredte U2 sammenligninger for alvor til udtryk. Heldigvis er parallellerne til irerne ellers sjældne på Lisbon.

”Blue As Your Blood” er et fint bud på en underspillet hymne, som i andre hænder var blevet tilsat unødvendig pompøsitet, men The Walkmen formår som altid, at holde klædeligt igen på kalorierne, så det ender underspillet og særdeles smukt på en gang.

”Stranded” er en sørgemarch i Cave-gaden med tårevædede blæsere og melankolske guitarer, mens følelserne bryder ud i lys lue og åbnes for fuld blus på ”Victory” og den ligger som perfekt forløsning i forlængelse af ”Stranded”´s knugende toner af mismod.
”Woe Is Me” excellerer små let dansable toner som ender ud i et særdeles opløftende omkvæd, mens ”Juveniles” er en lille perle med en saftig og varm orgelbund under den uanstrengt økonomiserede musiceren.

”Torch Song” som med sine fløjsbløde toner kunne have ligget på soundtracket til Lynch’ Blue Velvet giver en fornemmelse af, at den umiddelbart romantiske overflade gemmer på helt andre foruroligende ting underneden. På ”While I Shovel The Snow” er der oversøiske aner i spil. En anglofil serenade hvor Leithaiser´s diktion er næsten dekadent i sit udtryk, som en arrogant britisk auteur fra overklassens stiff upper lip segment – tag den Luke Haines!

The Walkmen minder adskillige steder om deres åndsfæller i Black Heart Procession, men også et band som Afghan Whigs popper op i min erindring, selvom bandets lyd er mere skramlet end det de varmblodige afghanske trussetyve praktiserede i deres velmagtsdage.

Lisbon er et perfekt vinteralbum uden musikalske saltomortaler eller badutspring, bare plain rock af den gode gamle skole med solidt spil og melodier i traditionel musikalsk opstilling, som for en stor dels vedkommende vokser fra glimrende til suveræne – no more no less!

Tags from the story

Skriv et svar