The White Stripes: Get Behind Me Satan

cover-thewhitestripes-getbehindmesatan-2005-300x300

Værdig efterfølger til Elephant

If you think that a kiss is all in the lips
C’mon, you got it all wrong, man
And if you think that our dance was all in the hips
Oh well, then do the twist

Og hvis du tror The White Stripes kun handler om stil og attitude så lyt lige til deres albums en ekstra gang! Selvfølgelig spiller stilen og attituden en stor rolle for  Jack og Meg White, og det er da også en af grundende til man på trods af, at deres seneste studiealbum daterer sig tilbage til 2003 konstant har kunnet finde dem i musik-mediernes søgelys – hvad enten det så har været på grund af et soundtrack, slagsmål eller bryllup. Men musikken holder sgu.

Med udgivelsen af sit femte album, Get Behind Me Satan, er The White Stripes tilbage og pressen kan igen begynde at koncentrere sig om, hvad det hele egentligt handler om! The White Stripes anno 2005 er stadig en heftig blanding af blues, soul, country og en ordentlig spandfuld garagerock, der er blevet rørt sammen på en måde så sangene lyder alt fra poppet til pjattet og videre til rocket. Første single ”Blue Orchid”, der også er sang nummer et på albummet, er et fornemt eksempel på den rockede side af The White Stripes. Med AC/DC-riffs, skramlede trommer og Jack Whites falset bliver albummet sparket i gang med manér. Efter at  have lagt ud i hæsblæsende tempo kommer lytteren allerede på næste nummer ned på jorden igen. ”The Nurse” er et forholdsvis stille nummer, hvor marimbaen får lov til at spille førsteviolin. Og til tider er det da også et ganske eksperimenterende album. Alle sangene er ifølge pressemeddelelsen skrevet på piano, akustisk guitar og marimba hvilket kommer fint til udtryk på albummet, hvor kun 3 af sangene er bygget op omkring den elektriske guitar, og pianoet får lov til at spille en langt større rolle end det tidligere har været tilfældet. Dette giver en fin dynamik hele albummet igennem og vekslen mellem det støjende og det stille fungerer optimalt.

Højdepunkterne i hele herligheden er det svingende ”The Denial Twist” (der er citeret ovenfor), de primært akustiske ”Little Ghost” og ”Take, Take, Take” og det poppede ”My Doorbell”. Udover det 34 sekunder korte ”Passive Manipulation”, der bliver sunget af Meg White, er der ingen dårlige numre blandt de 13 der har fundet vej til albummet.

Med Get Behind Me Satan har The White Stripes lavet en beskidt og værdig efterfølger til Elephant – selvom den ikke kommer op på siden af dette album.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar