The Young Gods: Everybody Knows

Fra de første overstyrede toner brager ud af højtalerne, bliver det klart, at vi igen i selskab med The Young Gods (TYG) er havnet i kategorien ‘ukategoriserbar’. Det er 25 år siden bandet første gang gav lyd fra sig og TYG’s varemærke har altid været en hybrid mellem moderne elektronisk ambient og klassiske rockdyder, og Everybody Knows er ikke nogen undtagelse – uden på nogen måde at være nostalgisk tilbageskuende.

I de senere år er det schweiziske band gået fra at være en dynamisk trio til en harmonisk kvartet, der nysgerrigt har udforsket sin egen historie og eksperimenteret med udtryk. Dette har blandt andet resulteret i, at bandet har udskiftet elektronikken med klassiske akustiske instrumenter og har dermed fundet ind til selve den musiske kerne i deres kompositioner, der har taget nye former og udtryk.

Everybody Knows er AKAI-sampleren tilbage som den bærende generator af de soniske landskaber og loops. Men den akustiske guitarer er bibeholdt centralt – men dog tilbagelænet – i lydbilledet. Alt sammen bliver bundet sammen af Franz Treichlers fyldige stemme, der bliver roligt underspillet. Hele vokalkraften bliver en bagvedliggende luren, der emmer af potent energi, som hele tiden bare accelererer kraftigere uden at tabe puls.

Energien og tempoet holdes for det meste gennem hele pladen lige fra starten, hvor den klassiske (i TYG sammenhæng) ”Blooming” toner frem efterfulgt af den rockede ”No Man’s Land”. Der er dog også cirka halvvejs i pladens 52 minutters spilletid tid til at tage en puster med den afdæmpede ”Two To Tango” efterfulgt af den smukke ”Introducing”. Og så bliver energien ellers stille og roligt bygget op igen indtil den kulminerer på ”Once Again”, der er et uforløst sonisk frit fald, man bare ønsker ville blive ved for evigt.

Franz Treichler har aldrig sunget bedre og bandet har aldrig været mere tight og velspillende end nu. Everybody Knows tager det bedste af den elektroniske verden og det bedste af den akustiske og blander dem i skøn energifyldt disharmoni så det gnistrer til alle sider. Pladen fungerer som den perfekte opsummering af bandets 25-årige historie og en fin status på, hvor de er lige nu, uden dog at bidrage med særligt meget mere nyt.

The Young Gods er tilbage i velkendt territorium og på sikker grund, og undlader de store armbevægelser eller senere års udforskning og udfordring. De har dog til gengæld også en formel, der virker ganske godt.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar