Thee Attacks: That’s Mister Attack To You

Thee Attacks sætter et stilsikkert modangreb ind på et album sprængfyldt med energi, charme og attitude. Der mangler måske en ”My Generation”, men aalborgenserne sætter en aggressiv streg under, at de lige nu er et af de mest interessante bands herhjemme.

Med en æstetik der ikke er fremmed for et band fra Crunchy Frog træder Thee Attacks ind på rockscenen med en både sikker og medrivende debut.

Hos Thee Attacks er det 1965 hele tiden. På alle måder. Det ses, høres og opleves. Den skarpt skårne æstetik giver en klar linie i alt, hvad bandet foretager sig – fra det første anslag på guitaren til tekstuniverset og ud i det gennemførte visuelle univers. Det er bedre og lykkeligt befriet for den ironi, der ledsagede introduktionen af The Raveonettes. Her går vi til modangreb.

Den æstetiske kasse kapsler Thee Attacks godt ind. Men tidskapslen har også sine begrænsninger. Man kan ikke pludselig introducere sange, der sprænger skabelonen. Og tekstuniverset skal bevæge sig om de helt nære og evigtgyldige emner fra en ung mand al den mod-romantik, den kan trække. Thee Attacks er simpelthen dejlig ungt. Det er som at læse Theis Ørntofts digtsamling Yeah-suiten. Det svæver og sprudler.

Der står The Kinks og The Who skrevet med store bogstaver hen over That’s Mister Attack To You. Det er ikke dårlige referencer. Men der er meget at leve op til. Albummet er produceret i London af Liam Watson, der bl.a. er kendt for sit arbejde med White Stripes og The Kills. Han har ramt et udtryk, der ligger i direkte forlængelse af forbillederne. Ikke mindst står Jimmy Attacks vokal lysende klar som en forårsdag med John og Paul.

Albummet mangler dog et par afgørende signatursange, der stikker ud fra mængden i egen ret. Et par sange, der kan transcendere den stramme æstestik. Det er selvsagt for meget at bede om en ”My Generation”. Den er jo lavet. Men Thee Attacks har potentialet til at lave en af disse angrebsmæssige træffere. ”Love In Disguise” har retningen, og når Thee Attacks får sikkerheden til at bevæge sig ud i hjørnerne af den æstetiske kasse, de har kastet sig ned i, kan de stå frem som et de mest spændende bud på et nyt stykke rockmusik.

At bandets første video er optaget på Gøglerbåden i Aalborg er i sig selv nok til at elske Thee Attacks. That’s Mister Attack To You har imidlertid alle de overbevisende argumenter for, at denne sommer vil tilhøre Thee Attacks. De kan blive en af de store oplevelser på årets Roskilde Festival.

Tags from the story
,
Written By

Thomas Ladegaard er født i 1970 og cand.comm. fra Roskilde Universitets Center. Han er partner i LADEGAARD A/S og har udgivet to bøger. Thomas har tre børn og bor på Frederiksberg.

Skriv et svar