Thomas Buttenschøn: Vinden der blæser


Buttenschøn forlader teenageværelset

Da Thomas Buttenschøn debuterede med albummet Fantastiske mandag tilbage i 2006, var han et friskt pust på den danske musikscene. Albummet emmede af spilleglæde og tekster, der var lige til at gå til og synge med på. Fem år er gået, yderlige to albums er blevet udgivet, Buttenschøn er blevet 26 år, han er blevet gift, fået en søn og er nu klar med sit fjerde soloalbum. Så skulle man næsten tro, at Thomas Buttenschøns’ univers ville være gladere end nogensinde, men det er ikke tilfældet. De charmerende og lettere banale kærlighedssange, der var i flertal på debuten, er på retræte og blevet skiftet ud med sange, med et mere samfundskritisk syn på livet. Det er i den grad befriende med et dansksproget album, der ikke kredser om kærlighed, men som tager sig selv og sine lyttere alvorligt på en helt anden måde. Endelig en popsanger, der tager lidt tungere emner op.

På ”Løb Ibrahim” er det den nuværende regerings politik, der flot tages op i en sang, der især i starten har en snert af C.V. Jørgensen. Alt for ofte er sammenligningen med C.V. Jørgensen blevet hevet frem, men på ”Løb Ibrahim”, synes den berettiget, og det samme kan siges om nummeret ”Røvhul”, der har lidt af det samme som den senere C.V. Jørgensen. I interview undertegnede lavede med Buttenschøn i forbindelse med debutalbummet, fortalte han, at han faktisk slet ikke rigtigt kendte til C.V. Jørgensens musik.

Vinden der blæser er falsetten, der tidligere var et af Buttenschøns kendemærker, blevet droppet. Den glade pop er blevet erstattet med mere guitarpræget blueset rock. Titlen på albummet skulle i øvrigt referere til Bob Dylans ”Blowing in the Wind”.

Vinden der blæser viser en moden mand, der med stor succes har taget det svære spring fra glad popmusiker til rockmusiker med noget på hjerte.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar