Thomas Dybdahl: Waiting For That One Clear Moment

Åh! Endelig er den søde ventetid overstået – og nu er det her så: Det nyeste album fra fantastiske Thomas Dybdahl. Coveret lover fantasi og regnbuer, ’skæg, hat & blå briller’ og et hjerte i kraftige vibrationer. Jeg sætter afspilleren i gang og læner mig længselsfuldt tilbage. Stilhed – og efter knap 30 sekunder toner musikken frem, ti sekunder senere Dybdahls vokal – endelig er du hér. Godt 45 minutter senere er idyllen brudt; første album fra Dybdahl, som ikke finder vej til mit musikalske hjerte.

Waiting For That One Clear Moment indledes af “Blackwater”, der præsenterer en mere elektronisk Dybdahl med en mere politisk tilgang indholdsmæssigt. Tonerne er som udgangspunkt fløjlsbløde, men opbrydes konstant af en enlig hård tromme, af og til løftes lydbilledet til det æteriske med strygere, samtidig med at Dybdahls vokal suppleres af engle-kor. Lydbilledet brydes mod slutningen af tracket af en politisk voice-over i bedste Baz Luhrmann-stil: “The next target in the war on terror according to Bush and the Blair and Clinton administration and officials and others: We cannot tolerate Saddam Hussein, because he is so evil, that he committed the ultimate crime, he even used chemical weapons against young people. Those charges are completely accurate, but they are missing three little words namely: With our support.” Det er på sin vis en ny stil hos Dybdahl, som ikke tidligere har været så direkte politisk, men det er ikke en stil, som han følger op på, hvorfor den bliver lidt som en enlig (og malplaceret) svale.

“I Just Can’t Bring Myself To Say The Words” (track 3) byder også på noget uvant – nemlig kvindeligt japansk (tror jeg?) akkompagnement, som gør den ellers blide sang mere interessant end højst nødvendigt. Man fanges af de fremmedartede lyde, men irriteres samtidig, fordi de bringer tankerne væk fra musikken. Musikalsk er det typisk storladent og klassisk, strygere, skæve toner, guitar.

Vokalen er ellers uvant lidt i centrum – de fleste tracks på Waiting For That One Clear Moment lægger ud instrumentalt – og ofte mødes vi først af vokal et minut eller længere inde i numrene, som ikke af den grund er længere end, at de er i radiovenligt format. Det er måske en måde at sætte musikken i fokus, men Waiting For That One Clear Moment er dog mere stille støj end stille musik. Det er eksperimenterende i en grad, der er uvant for Dybdahl, men som måske var at forvente, når man kender musiknørden live. Jeg tror, man skal være meget Dybdahl- eller musik-nørdet for at kunne værdsætte det (og det må jeg jo så indse, at jeg ikke er).

Tracket “Impresjoniste” (track 5) opsummerer i titel og indhold ganske godt det nye Dybdahl-album. Impressionismen – de umiddelbare sanseindtryk, tilstedeværelsen i nuet, afspejlingen af det, der ses og høres – er den klare inspiration til Dybdahls nye komposition. På den måde er der næsten tale om et koncept-album, men så alligevel ikke, for Waiting For That One Clear Moment lader sig ikke fange i nogen kategori.

Waiting For That One Clear Moment har små lyspunkter. På et track som “Party Like It’s 1929” (track 2) er der momentvis hul igennem til en Dybdahl, som er indfølt, dybfølt og i det hele taget føles i både krop og sjæl. Tracket indledes af orkestrets afstemning, melodien er fin og let – og tempoet hektisk. En typisk Dybdahl-komposition. Også den for den danske udgave af albummet særlige indspilning af “Ain’t No Love In The Heart Of The City” (track 10) med besøg af den danske sangfugl, Tina Dickow, er et lyt værd. Dickows stemme er i skarp kontrast til Dybdahls, hendes er klar og gennemtrængende, hans hviskende og hæs. Det er interessant.

Efter mødet med Waiting For That One Clear Moment kan jeg ikke andet end at drømme mig tilbage til den søde ventetid. Åh!

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

4 kommentarer

  • Jeg er også mere til oktober-trilogien, men har lige så stille vænnet mig til hans nye eksperimenterende stil. Rottenetter-soundtracket har i høj grad gjort, at jeg ikke har forventet en singer-songwriter plade fra Dybdahl. Det har taget 5-6 fordybende gennemlytninger med hovedtelefoner at fange det hele, men jeg er stadig med på vognen.

    God anmeldelse.

  • Dårlig CD, skøn anmeldelse.
    Jeg ville bare lige komplimentere dig – det er skønt at læse en anmeldelse der er til at holde ud for en gangs skyld, i stedet for de banale 10 linjer på GAFFA, og det højtravende crap de skriver på Politiken. Tak for det!

  • Vi er jo generelt en Dybdahl-venlig side og jeg havde også set meget frem til dette album… Jeg har kun hørt det igennem en enkelt gang, men jeg er langt fra begejstret. Jeg var heller ikke så glad for hans forrige, men de tre inden da er alle fantastiske!

Skriv et svar