Tim “Ripper” Owens: Play My Game

cover-timripperowens-playmygame-2009-300x300

Owens reddet på målstregen af gode venner

Indtil 1996 ernærede amerikanske Timothy Owens sig som sælger og spillede rollen som Rob Halford i et Judas Priest tribute band i Ohio. Det gjorde han så overbevisende, at gruppen tog kontakt til Owens da Halford forlod gruppen og lige pludselig var legenden om en fans største drøm der går i opfyldelse ved at komme med i sit yndlingsband blevet til virkelighed. Owens historie inspirerede til filmen Rock Star fra 2001 med Mark Wahlberg i hovedrollen som Owens.

Årene gik. I 2003 kom Halford tilbage og Owens røg ud af Judas Priest, men med det job på cv’et kunne det vel ikke gå helt skævt. En tjans som forsanger i Iced Earth fulgte kort tid efter da Matt Barlows forlod den gruppe samme år. Historien gentog sig igen da Barlow blev inviteret tilbage i folden. Exit Owens igen.

Men heldigvis for Owens samlede den egocentriske svenske guitarekvilibrist Yngwie Malmsteen ham op igen og nu står i front for guitaristens Rising Force. Efter 13 år i branchen har Tim Owens tydeligvis fået sig en masse venner, og de er nu inviteret til at lege med på hans første solo-udspil Play My Game. Vennelisten er ikke til at kimse af, den tæller alt fra brødrene Bob og Bruce Kulick (Kiss), Craig Goldy, Simon Wright og Rudy Sarzo (Dio), Dave Ellefson og James Lamenzo (Megadeth), Doug Aldrich og Marco Mendoza (Whitesnake) og Vinnie Appice fra Heaven & Hell/Black Sabbath – blot for at nævne et par stykker. Hvor heldig kan man lige være?

Måske er det benovelsen over at disse musikervenner tropper op og giver en hånd med, men et eller andet har påvirket Owens sangskriveri, for sangene er der ikke det helt store at skrive hjem om. Tim Owens kan godt synge, det beviser han faktisk på hver eneste skæring men her mangler ‘den gode melodi’. Numrene drukner i anstrengt knallert-tomgang og ditto vokal. Owens største inspirationskilder er Rob Halford og Ronnie James Dio, både vokalt og musikalsk. Han leverer skiftevis klassisk firser falset á la King Diamond (på fx “Starting Over”) og noget nær perfekte Dioske fraseringer (især på “Believe” og “The World is Blind”), men det er som bekendt ikke nok bare at kopiere. Det keder i længden.

Pladen beviser, at selv når de tungeste musikere giver hvad de har i sig, så er den vigtigste ingrediens stadig holdbare sange. Musikalsk er der ikke meget at pege fingre ad, selvom band-følelsen forsvinder når hver sang spilles af en ny besætning. Play My Game er ikke en ringe plade, men den lyder for det meste som et opkog af middle-of-the-road heavy som er hørt utallige gange før (i øvrigt også spillet af de samme musikere, bare i andre sammenhænge), men mon ikke Tim “Ripper” Owens har knebet sig i armen et par gange i løbet af indspilningerne.

Skriv et svar