Timber Timbre: Timber Timbre

Canadiske Timber Timbre er en forunderlig størrelse, der selv kalder genren for gotisk blues, eller minimalisme med små skæve, iørefaldende melodier og tekster. Man kunne også kalde det sovekammer-melankoli – på den fede måde, for der er noget drømmende, melankolsk, romantisk og charmerende over dette album, som har Taylor Kirk som sanger og sangskriver, i det absolutte centrum, og som er det tredje i rækken af Timber Timbre-udgivelser.

”Demon Host” er kammeragtig drømme-melankolsk pop med romantisk tilsnit og en enorm blødhed, men stadig med en rummelig og omfavnende vokal og melodi. Der er en tiltagende late-night stemning med intensitet og skrøbelighed på ”Lay Down In The Tall Grass” med fine guitarfills i det ellers fintstemte lydbillede med tiltalende og iørefaldende melodi. Samme stil kendetegner ”Until The Night Is Over”, mens der er mere mystik over ”Magic Arrow”, der mangler lidt af den samme åbenhed, som albummets første numre. Tilgængeligheden er tilbage på ”We’ll Find Out”.

”I Get Low”, ”Trouble Comes Knocking” og den intense afslutter ”No Bold Villain” er alle sammen en tand for ensartede, og tristheden er af og til på nippet til at være bedrøvelig, om end violinerne på ”No Bold Villain” er med til at fortætte stemningen og lydbilledet.

Der er generelt ikke meget spræl i Timer Timbre, men der er forrygende stemninger og intense melodier og lydbilleder. Albummet starter forrygende, men efterhånden bliver det en anelse for ensartet til, at det som helhed bliver rigtig godkendt. Når det er bedst, er der noget forunderligt og skønt charmerende ved Timber Timbre, men opskriften når desværre at blive lidt for udvandet, inden Taylor Kirk runder af.

Tags from the story
,

Skriv et svar