Tina Dickow: In The Red

cover-tinadickow-inthered-2005-300x300

Poppet melankoli

Med to albums i ryggen er århusianske Tina Dickow langt fra at være en fremmed på den danske musikscene. Hun er kendt for at være en særdeles god live musiker, hvilket jeg gerne skriver under på, og hun har turneret landet tyndt i årevis. Nu er hun så tilbage efter kort pause i udlandet med albummet ”In The Red”.
Efter at have fået succes såvel hos anmelderne som hos publikum med det akustiske album ”Notes” fra 2003 fik Tina Dickow en pladekontrakt med Sony UK. Det nye album er resultatet af dette samarbejde, der dog blev brat afbrudt, da Sony fusionerede med BMG, hvorefter der ikke var plads til den danske singer-songwriter. Tilbage stod den unge kunstner så med et færdigt produceret album, et album, der bærer tydeligt præg af at være produceret til et bredt publikum. Sangene har fået en mere håndgribelig lyd, som man næsten kan tage og føle på. Den enkle lyd er væk og erstattet af instrumenter en masse.

”In The Red” er uden tvivl et meget velproduceret album, musikken er godt håndværk, det er solidt sangskriveri, men alligevel er det, som om der mangler et eller andet. Tina Dickow skriver sange efter den bedste singer-songwriter tradition: med ild i sjælen og smerte i stemmen, Men den besnærende melankoli, som hun tidligere har overgivet sig til og formået at formidle videre med charme, er væk. Eller måske er det mere korrekt at sige, at den er druknet! Når hun er bedst, forenes tekst og musik i medrivende samhørighed. Men teksterne, som på dette tredje album er sovset ind i trommer, synth, bas og mere keyboardlyd, bliver nærmest sekundære i forhold til musikken, hvilket er en skam, for deres til tider naivistiske natur kombineret med den enkle musik er noget af det mest vindende ved frøken Dickows produktioner.

Under denne poppede overflade uden ridser i lakken, som dette album er, finder man 11 sange, som er lettilgængelige og letfordøjelige. Det er musik, der burde fænge i form af sin popstil, men som går ind ad det ene øre og ud af det andet i samme sekund. Det er tekster, der nogen gang virker banale og uægte, fordi man ikke længere kan høre følelserne i Tina Dickows stemme, mens den forgæves prøver at trænge igennem den lydmur, som produceren Chris Potter står for. Det er ikke helt det, man forventer sig af den smukke sangerinde, ej heller forventer man genbrug af eget materiale. Men på ”In The Red” går to sange fra ”Notes” igen. ”Warm Sand” og balladen ”Room with A View”, som Dickow på sidste års Roskilde Festival udnævnte som værende hendes favoritsang fra ”Notes”. Det er på en gang forundrende at høre de nye versioner, men også irriterende. Why fix it if it ain’t broken?!!!

Man kan ikke rigtigt undgå at overveje, hvad der er, Tina Dickow vil med dette album. Der er ingen ægte vrede, men heller ikke nogen boblende glæde, der er ingen fortvivlelse, men ej heller noget lysende håb. Derfor er det svært at involvere sig i musikken, som virker neutral, og det er svært at lade sig rive med af de nogen gange følelsesforladte tekster. Men ”In The Red” er et nydeligt album, der fungerer og lyder godt. Der er ingen overraskelser eller kontroversielle musikalske valg, og hvis det er dét, Tina Dickow vil, så fortjener hun alverdens ros, for i så fald har hun nået sit mål: nydelighed.

Men når man har ”Notes” i baghovedet, og ved, hvad hun kan præstere med minimalisme, er det svært ikke at forvente mere. Derfor ser jeg frem til, at Tina Dickow får rystet popmusikkens krav om konformitet ud af fjerene, så vi kan få lokkende melankoli og weltschmerz til masserne igen.

Tags from the story

Skriv et svar