Tokyo Police Club: Champ


Boksehandsken har ikke melodisk punch nok til for alvor at blive Champ

At canadierne i Tokyo Police Club er unge gutter i starten af tyverne, kan måske aflæses i Champ´s åbning med de to sange ”Favourite Food” og ”Favourite Color”. Om det er et lettere infantilt indslag eller et udslag af ironisk humor, er jeg ikke klogere på efter at have stiftet bekendtskab med numrene. Uanset hvad intentionerne er, skal man vel tilbage til sine folkeskoledage for at beskæftige sig med områder såsom yndlingsfarve og yndlingsspise.

Det er da heller ikke i lyrikken man skal gøre sine iagttagelser, men i stedet lade sig føre med af drengenes korte og seriøst catchy melodier. Det er skæv pop iblandet postpunk elementer, skåret til benet, ofte leveret i et hastigt tempo. Førstesinglens titel ”Breakneck Speed” taler vel for sig selv i den forbindelse. At det pudsigt nok er et af albummets midtempo numre er en anden sag.

Der er med andre ord ikke sket skelsættende nyt hos den canadiske kvartet, som tilbage i 2006 debuterede med Ep’en A Lesson In Crime, der indeholdt 8 numre leveret på intet mindre end 16 minutter! Den recept blev forfulgt et par år senere på Elephant Shell, der godt nok præsenterede en langsommere og mere introspektiv side af Tokyo Police Club, men som ikke desto mindre indeholdt 13 sange fyret af på små 27 minutter.

Champ har numrenes spilletid fået et lille nyk opad, uden at der derfor er tale om lange episke numre eller musikalsk væven. Næh musikken er præcis som tidligere funderet i hurtig, charmerende rock i den skæve ende, som ikke er decideret radiomindede, men som heller ikke støjer mere end at alle kan være med. Nogle gange er det befriende med sange, som hurtigt og med melodiøs snilde bygger op til fine og iørefaldende omkvæd med en vis substans. Tokyo Police Club kører ufortrødent på og har direkte fokus på det skævt catchy, som i en del tilfælde er lige på kornet.

Der spilles med træfsikkerhed og i Dave Monks har politiklubben er stærkt kort. Han har en lettere affekteret stemme, som lægger sig op ad Julian Casablancas, uden at være helt så nasal og ugidelig i toneringerne som the wonderboy fra Strokes. Netop Strokes fængende garagepopmelodier, kombineret med en Pavement skæv tilgang er vel den mest rammende karakteristik jeg kan komme på i forhold til de unge canadiere. Et andet lyspunkt er Graham Wright´s keyboards, som tilføjer sangene en umiddelbar lethed og charme, der får mig til at nynne med allerede ved første lyt. Hør f. eks. ”Bambi” som nærmest er elektropop, med udskridende keyboardriffs i omkvædet.

Indimellem spiller bandet med en atypisk ro og jordbundenhed, eksempelvis på ”Favourite Food”, som er en god ballade, helt på højde med det Malkmus lavede på Pavements bedste plader. Først mod slutningen sættes tempoet i vejret. Også ”Hands Reversed” er en stille eftertænksom ballade, som dog ikke holder samme niveau.

Ikke alt lige godt på Champ. På ”End Of A Spark” går Tokyo Police Club, Oasis for meget i bedene for min smag. Heller ikke ”Gone” bringer smil frem, med sine simple og retningsløse toner. ”Not Sick” lider også af pauver melodi og ligegyldig stilstand. Til gengæld sidder den smittende ”Big Difference” med sine Interpol-riff, ”Breakneck Speed” med sine The XX-lignende basstrofer og den sørgmodige og smukke ”Frankenstein” lige i skabet på Champ.

Konklusionen må være, at Champ lander over middel, men med enkelte fejlskud og med vel rigeligt brug af adskillige karakteristika fra andre nuværende bands, tager begejstringen en ende inden albummet er ovre.

Skriv et svar