Torture Killer: Sewer

cover-torturekiller-sewer-2009-300x300

Hvor mider og andet djævelskab trives

Finske Torture Killer har udgivet tre albums, hvor det forrige havde selveste Chris Barnes fra Cannibal Corpse og Six Feet Under på vokalen. Vi er med andre ord ovre i den ondeste omgang dødsmetal, hvor selv Lucifer får sved på panden ved tanken om et besøg i Hades af de bredskuldrede finner.

Lad det være sagt med det samme: Der er ikke meget nyt under solen på Sewer af Torture Killer, og onde tunger vil kunne sige, at den type dødsmetal, Torture Killer eksekverer, er hørt mange gange før og nok også mange gange bedre. Ikke desto mindre formår vokalist Juri Sallinen med sin gøende growl og resten af bandet at levere otte solide præstationer af tung, tung, tung maddikerock. Der er umiddelbart ikke den store variation over temaerne i de enkelte numre, men ved nærmere gennemlytning begynder numrene at træde mere i karakter og byde på flere og flere detaljer og fede stemninger.

Hvis man er til den onde dødsmetal som Cannibal Corpse og Bolt Thrower, er der en fin skive at hente i Sewer, men man skal ikke forvente ny og banebrydende dødsrock. Der er absolut tale om en godkendt metalskive med flot lyd og ægte growl, godt understøttet af solide metalrifs og en formidabel trommeslager.

Sewers går bedst til en flaske tequila – hvis der følger orm med!

Tags from the story

Skriv et svar