Trusted Few: And Then We Forgot

Ikke blandt de få

Endnu et dansk metalband er nu ved at bryde igennem på landets hårdere del af musikscenen, men Trusted Few er blot få af mange. Desværre. Bandet stammer fra Slagelse og har eksisteret i seks år, de fået en del ros og positiv omtale de seneste par år, blandt andet fra det danske musikmagasin Gaffa. Nu har de så udgivet deres debutalbum And Then We Forgot, som på sin vis, og helt sikkert uintentionelt, er en noget ironisk titel i denne anmelders ører, da  albummet relativt hurtigt bliver glemt. I hvert fald størstedelen af det. Man kan fra albummets første nummer ”The Cold Sea of Legacy” mærke at bandet har ambitioner, der rækker langt mod skyerne, hvilket i bandets tilfælde resulterer i vilde temposkift og ligeledes stor afveksling mellem renvokal, råb og growl. Om dette fungerer, det er så en anden sag. Til at starte med, må det understreges at vi da uden tvivl har at gøre med teknisk dygtige musikere, der genremæssigt bevæger sig en del op ad amerikanske System of a Down, men der er muligvis også en smule inspiration fra The Mars Volta at spore, ligesom de også kan minde lidt om et andet dansk, upcoming metalnavn, Siamese Fighthing Fish. Dog når de dog ikke helt op på siden af disse navne, men bandet gør det alligevel godt overordnet set.

En anden faktor er vokalen. Sanger Johan er blevet rost af Gaffa for at kunne veksle mellem renvokal og brøl, og det kan han da, men der er nu en hel del, der gør det bedre end han formår. Det er naturligvis en smagssag, men det er nok ikke alle, der bryder sig om hans meget lyse stemme, som ikke altid formår at følge med i de tungere passager af sangene, og det får desværre nogle sangene til at fremstå kedelige. Dog spiller band og vokal rigtigt godt sammen på førnævnte intronummer, på ”New” og især på nummeret ”Senile Tendencies”, som er et af de mere stille numre, og faktisk albummets mest vellykkede, da vokalen her kan bære musikken. En anden tendens, der gør at jeg ikke finder vokalen optimal, er de steder i sangene, hvor der bare skal råbes i gennem, og nej, jeg mener ikke growl, men reel råben, som lyder meget anstrengt, specielt på nummeret ”Just Another Trench War”. Resten af nummeret lægger sig meget op ad flere af albummets andre numre, og forekommer derfor noget ensformigt, men når der pludselig råbes ”Wake up, wake up, and see!”, så orker man næsten ikke at høre resten af nummeret, selvom omkvædet er ganske tilforladeligt.

Bandet har høje ambitioner, og kan helt sikkert komme langt med deres musiske kunnen (minus råbene!), men det kræver at de lærer at skille sig en del mere ud og varierer deres numre, for så kunne de helt sikkert blive de udvalgte få blandt mange.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar