Tutankamon: Tutankamon

tutankamon-tutankamon

Vellykket svensk sideprojekt

Det er næsten irriterende, at svenskerne er så dygtige til at lykkes med deres indieprojekter. Denne gang er det Peter Morén fra Peter Bjorn and John, der sammen med Adam Olenius fra Shout Out Loud har slået pjalterne sammen med et par ligesindede landsmænd om at bedrive albummet og bandet Tutankamon.

Og opskriften er ældgammel som den egyptiske reference. Klassisk indierock med smittende melodier og velkendte instrumenteringer og arrangementer. Sangskrivningen er aldeles kompetent, og det er hovedårsagen til, at dette album stikker positivt ud, for idémæssigt er formlen brugt adskillige gange.

”Have You Ever Been In Love” er et af de der melodiske vidundere, der er umuligt at smide af hjernen, når den først har sneget sig ind. Med sine huggende guitarer og rytmiske drive er det albummets i særklasse bedste nummer. I samme kategori findes ”Starting to Appreciate”, der også er god gammeldags guitarindie, ligesom ”All The Things” der har samme tilløb til ørehængerpotentiale, men som ikke udfolder det helt så åbenbart som førstnævnte.

I den lidt mere afdæmpede afdeling er ”It’s Not Over” tæt på at være kørt helt ud i popgenren. ”Can’t Have This Undone” er fin og rolig, mens vi i denne afretning finder albummets højdepunkt på ”The Grown Up”, der har et lidt større følelsesregister end resten af albummet, og det hele samles i en fin melodi og et smukt afdæmpet og afmålt arrangement.

Og så er der afstikkerne på albummet. ”New Band In Town” er et glimrende forsøg på at forsøge sig med singer/songwriter-genren. Mundharmonika og akustisk bund er ikke ueffent hos svenskerne, der til gengæld godt kunne have undladt ”Are You Sure” og ”Oh Oh Oh Oh”, der rummer lidt for meget falset-kor, guitarlir og usammenhængende eksperimenter til mind smag. Der eksperimenteres også på ”Three Of Us”, der som helhed mangler lidt gejst. Men det er aldeles finurligt med trommesolo og generel stor udfoldelse bag stikkerne, som er med til at hæve nummerets smittende spilleglæde.

Det er tydeligt at den svenske kvartet hygger sig og morer sig med dette sideprojekt. Som helhed lykkes projektet og mange af eksperimenterne. Men det er ikke lige imponerende hele vejen igennem, hvor der er lidt for mange afstikkere og blundere undervejs. Men charmen og spilleglæden er ikke til at tage fejl af, og man må endnu en gang lade sig irritere grænseløst af, at de svenskere synes at kunne sende hvem som helst i studiet, og alligevel se vedkommende komme ud med en kompetent indie-skive under armen.

Skriv et svar