TV-2: De første kærester på månen

cover-tv-2-defoerstekaeresterpaamaanen-2009-300x300

Flot comeback af TV-2

Efter de første par gennemlytninger af TV-2s femtende album stod skuffelsen med garanti malet i mit ansigt: åhhh nej, endnu et album under middel fra det kedelige, men dyrevenlige orkester. Spekulationerne gik allerede på at finde en sarkastisk indledning og overskrift til anmeldelsen, da det – efter endnu flere gennemlytninger – gik op for mig, at dette måske ikke var så ringe endda. Ja, det var måske endda et ganske hæderligt album fra de aldrende men in black. Det er ikke på højde med hvad TV-2 leverede fra Beat (1983) til og med Slaraffenland (1991), men alligevel…

”Det er blevet tid til det store midtvejseftersyn”, synger Steffen Brandt på ”Moonwalking” og efter 15 albums og 25 år på bagen er det vidst også ved at være på tide med et midtvejseftersyn for Brandt og kompagni, der alligevel blev voksne. Voksne ja, men stadig i live og i bevægelse. Bevægelsen er på De første kærester på månen primært rettet bagud, og flere af melodierne og teksterne vækker da også reminiscenser til sangene fra firserne. ”Hvem vil danse denne nat” kunne, hvis man ser bort fra den noget bedre lyd have været at finde på en af TV-2’s første udgivelser. I ”Et helt almindeligt liv” er der en intertekstuel reference til ”Kys det ny (det satans liv)” fra Nærmest Lykkelig (1988): ”Jeg tænkte, nå, men det er så livet / […] / sådan ser det altså ud”, synges der i den nye version. Genkendelsens glæde overstiger heldigvis ofte irritationen over de åbenlyse referencer, hvilket primært skyldes, at der også er nyt at spore hos TV-2 anno 2005.

På ”Under den sidste hvide bro” gæstes bandet af operasangerinden Ingeborg Børck, der allerede på de første toner afslører, at dette vil blive et anderledes TV-2-nummer: et par langsomme trommer, der snart før selskab af en høj kvindelig vokal, der efter yderligere 10 sekunders tid bliver afløst af Steffen Brandt behagelige ryst. Ingeborg Børck spøger i baggrunden flere gange, men efter lidt over 2 minutter bryder Ingeborg Børcks operavokal fri fra tilværelsen som baggrundsvokal. Et smukt nummer, der må høre til TV-2s bedste de seneste ti år.

På ”Et lykkelig goodbye” giver Julie Maria sit besyv med i en mere ligeligt fordelt duet end ”Under den sidste hvide bro”. Hendes og Steffen Brandts stemmer passer fint sammen, og det har i det i det hele taget været på de numre, hvor TV-2 har søgt kvindelig assistance de har fungeret bedste de seneste år.

Derfor skal der også – til trods for det høje bundniveau og det nogenlunde topniveau på De første kærester på månen – her til sidst lyde en opfordring til Steffen Brandt. En opfordring til endelig at lave det soloalbum som undertegnede har ventet på i efterhånden alt for lang tid. Hvad med at alliere sig med en kvinde eller to og lave noget i stil med Leonard Cohen?

Tags from the story
,
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar