Tyondai Braxton: Central Market

cover-tyondaibraxton-centralmarket-2009-300x300

Eksperimenterende og vældigt anstrengende!!

Tyondai Braxton slår normalt sine folder i det amerikanske band Battles, som han dannede i 2003. Det band udøver på ekvilibristisk vis en blanding af super effektiv mathrock og mere eksperimentelle øvelser. På egen hånd har Braxton nu udsendt Central Market på Warp Records, og selvom det label med tiden har udvidet sin bredde fra det stramme og rent technofile repertoire, over mod et mere bredspektret labelimage, må man sige at Central Market hører til i den absolut mest eksperimenterende ende af skalaen. Jeg opfatter mig selv, som et både åbent og nysgerrigt menneske, også hvad angår musik, som altid forsøger at lede efter noget spændende, selv i de mere obskure og sære udgivelser, men her er jeg altså meget tæt på at stå af og afskrive det som så excentrisk og navlepillende et projekt, at jeg har svært ved at forstå bevæggrundene for udgivelsen. Skal man iføre sig den positive pen, kan man kalde dette soloudspil for en musikalsk legestue og et frikvarter fra Battles. Man kunne også sige, at det Mike Patton gjorde med Mr. Bungle for den tunge rock han praktiserede i Faith No More, forsøger Tyondai Braxton at gøre for mathrocken, nemlig at flytte og nedbryde grænserne fra det udtryk, man benytter i sit primære band. Hvor Patton har og til stadighed viser, gode og visionære takter, ofte med langtidsholdbare kvaliteter, er det en noget anden snak, når vi taler om Tyondai Braxton.

Central Market er uden tvivl lavet med et kæmpe glimt i øjet og er da også vældigt finurligt, men altså også overordentligt anstrengende at lytte til, især hvis man beslutter sig for at lade pladen spille fra ende til anden. Overordnet vil jeg beskrive det som en blanding af fusionsjazz med legesyge elementer af sære lyde og vanvittige indfald og et syrerockband på svampe og ideer som synes taget fra en lukket psykiatrisk afdeling, alt sammen rammet ind i en lyd, som er sprængfyldt med orkestrale instrumenteringer og cinematiske crazyeffekter.

Hvis det lyder mærkeligt, så bare vent til musikken og ikke de forsøgsvis beskrivende nedfældede ord, møder dig. Man skal i hvert fald have en solid dosis overskud og ikke være ynder af Radio 100 FM på daglig basis, hvis man skal nyde eller bare udholde Central Market.

”Opening Bell” lægger ud med et nummer, som ville gøre sig perfekt til en hurtigt galopperende tegnefilm. ”Uffe’s Woodshop” fortsætter med et på ny filmisk inspireret nummer, der lyder som en hyperenergisk eksperimental animeret film, fuld af skrigende ADHD børn, mus pilende hen ad gulvet, mens man selv springer for sin førlighed og med stressede øjne, kigger på dusinvis af andet småkravl, som har indtaget ens stuegulv. Har man tendens til stress, bør man holde sig langt væk.

På ”The Duck And The Butcher” er cello pludselig blevet en medspiller, sammen med trompeter spillet gennem kompressorer, alt imens fløjtelyde, som kom de fra unge drenge, piftende efter frække babes om sommeren, med øjnene lystigt spændt op til lir. ”Platinum Rows” strækker sig over mere end 10 min. og lyder indimellem, som det soundtrack, der følger efter en pixarfilm, mens filmens credits kører over skærmen – og det er møgirriterende at høre på. Allerede efter halvdelen af nummerets spilletid, sidder jeg med en følelse af, hellere at ville have trukket en tand ud hos tandlægen, end fortsætte. Skulle jeg ydermere genlytte nummeret, ville jeg hellere gå planken ud i et hajfyldt farvand eller underlægges waterboarding tortur.

”Unfurling” indeholder psykedeliske hvallyde, mens et symfoniorkester dominerer resten, suppleret af tilfældige slag på et stykke bliklignende materiale, som gik der stomp i Braxton, vel at mærke helt uden stomp-trommeslagernes unikke rytmefornemmmelse.

På ”J. City” kommer der pludselig noget, som nærmer sig en almindelig vokal, uden at det på nogen måde gør musikken mere tilgængelig og det er ikke til at finde hverken hoved eller hale på skidtet, endsige noget som fanger og hjælper til en opklaring på, hvor vi er på vej hen. Der er ikke skyggen af melodi indenfor en kilometer radius mens det står på, og man er ved at være godt mør som lytter, efter alt den evindelige eksperimenteren med musikalsk udtryk. ”Dead Strings” lukker og slukker – jeg fristes til at sige gudskelov – Central Market med næsten ni minutters hamren på klaver, tilsat strygere og lidt tilfældigt synth knitren, mens en Mickey Mouse lignende stemme nynner hist og pist i baggrunden.

Det er muligt at nogle mennesker vil finde fornøjelse i Central Market og som vil sætte pris på det mod og den fandenivoldske tilgang, Tyondai Braxton har overfor musik, ildsjælene på Warp Records må jo selvklart høre kvaliteter i denne mand, men personligt finder jeg det ganske uudholdeligt at lytte til.

Ét point fordi Braxton utvivlsomt er en god musiker, det vidner både hans fortid som guitarist hos Glenn Branca og hans evner i Battles om og ét point for den humor han udviser, ved at betitle et nummer ”Uffe´s Woodshop”. Et sidste point tildeles Braxton, fordi der gemmer sig soundtracks til adskillige skæve animerede film i hans excentriske musikalske galskab.

Tags from the story
,

1 kommentar

  • Det var da en usandsynligt dårlig (argumenterende) anmeldelse! Men den er jo også to år gammel, så det kan være at anmelderen i mellemtiden har lyttet ordentligt til albummet.

    “(…)suppleret af tilfældige slag på et stykke bliklignende materiale, som gik der stomp i Braxton, vel at mærke helt uden stomp-trommeslagernes unikke rytmefornemmmelse.”

    Først og fremmest er det nok nærmest en umulighed at forestille sig at en eneste af de lyde, der forekommer på denne plade, skulle være et resultat af tilfældigheder. Ydermere vil jeg tro, at Braxtons rytmefornemmelse er nogenlunde lige så god som en Stomp trommeslagers. Cirka. Ellers har han godt nok kørt et seriøst fupnummer, da han gik på konservatoriet. Det ville sgu være en sag, der ville få de øverste hoveder til at ligne Ralf Hemmingsen til forveksling.

    Når alt dette er sagt, forstår jeg da godt anmelderens forundring over denne plade, selv om denne (anmelderen) da til tider, i et nærmest befriende øjeblik af, hvad der kan nærme sig objektivitet, ser elementerne på den rigtige måde; “(…) alt sammen rammet ind i en lyd, som er sprængfyldt med orkestrale instrumenteringer og cinematiske crazyeffekter,” er en rimelig god beskrivelse af miljøet.

    Og hvis man gider at sætte dette album på og lytte (læs: LYTTE), betaler det tilbage. Det er et audiotivt eventyr, som få nulevende musikkere (Patton, som også nævnes, som mulig undtagelse)formår at tage sin lytter på. Det er IKKE baggrundsmusik. Bruges det sådant, vil det hurtigt opleves som baggrundsstøj. Nej, her er rent faktisk tale om musik, der forlanger noget af sin lytter. Ja, det kan synes mærkeligt, men her er et stykke kunst, der ikke blot er en forbrugsvare. Det er både prisværdigt og vellykket. Tak til Tyondai – også selvom han er skredet fra kompagnerne i Battles.

    Central Market er noget så unikt som en nutidig progressiv symfoni begået af en visonær. Her tages ingen lette og hurtige smutveje. Derfor er albummet ganske klart ikke for alle (tværtimod). Men gider man sin musik, og vil man tages seriøst af dem, der laver den, er dette album et godt bud. Og ja, det sætter krav til sin lytter – men hvis man ikke gider det, er der jo heldigvis også et overflødighedshorn af a-b-a-b musik derude, som man kan “nyde”.

    Tyondai Braxton vil dog lidt mere. Med et ensemble, der både bruger kazoo, distortion, klarinet, violin etc. har vi fået et bud på en blanding af noget fortidigt, nutidigt og futuristisk. Dette er en feberdrøm af en vision for musikkens fremtid.

    Og at kalde det for fusionsjazz…det ved, jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal reagere på! En særlig rammende eller rigtig beskrivelse er det i hvert fald ikke – men det var nok det letteste prædikat, der lige kunne findes på noget svært forklareligt.

Skriv et svar