Unbunny: Moon Food

Amerikanske Jarid del Deo er klar med nyt materiale, som er hans første udgivelse i seks år – under navnet Unbunny. Jeg erkender blankt, at jeg intet kender til hverken del Deo eller Unbunny – men springer direkte ud, hvor jeg ikke kan bunde, i forbindelse med albummet Moon Food, der er en sær størrelse.

Til tider er det skurrende garage-guitarer, der hviner, skriger og sitrer i luften. Andre gange er det de mest følsomme og fintfølte vokalharmonier, der lægger en smuk stemning over albummet. Og de vidt forskellige sindsstemninger passer tilsyneladende glimrende sammen med del Deo’s personlighed. En mand, der altid er på farten, rastløs – ind og ud af fængsler – frem og tilbage mellem kontinenter og så videre.

Det er de fine harmonier, der fungerer bedst – bortset fra det ene punkt på albummet, hvor det hele samles i en smuk og fremragende helhed. Det sker på albummets afslutningsnummer ”February Secret”, der samler alt det bedste hos Unbunny.

”Landslide” er den fine, charmerende åbner, mens ”Cell Phone” er skrabet helt ned til bunden og lever og ånder på bedste vis. ”Loose Wires” har en sjov, lys overflade-sound og en iørefaldende melodi, der luftigt smyger sig omkring den simple instrumentering med akustiske guitarer, trommer og klaver, mens det bliver finurligt på den afdæmpede ”You Run Like A Girl.

Produktionen og ambitionerne løber lidt løbsk og bliver lidt for forudsigelige og ustyrlige på ”Young Men Are Easy Prey”, ”Straw On A Camels Back” og ” Whispers”, der ellers har en band-feeling, man ikke hører andre steder hos Unbunny, men som samtidig mangler den stærke melodifornemmelse.

Unbunny er en rastløs størrelse, der har svært ved at finde ro det samme sted i længere tid. Sådan er det også musikalsk. For roen og skønheden findes – men den varer sjældent ved ret længe ad gangen. Det bliver et problem hos Unbunny, der kun en enkelt gang formår at kombinere den ekstreme rastløshed med evnen til at skabe musikalsk skønhed.

Tags from the story
,

Skriv et svar