Vanja: December Diaries

cover-vanja-decemberdiaries-2010-300x300

Kvalm, overfladisk pop

Den svenske sangerinde Vanja lever op til de fleste af de fordomme, man på forhånd kan have til svensk blondine-pop. Nu er det ikke så trendy at kalde det pop, så pladeselskabet forsøger sig med betegnelsen ’singer-songwriter’, som vel på sin vis er ganske dækkende for en lang stribe af retninger indenfor pop og rockmusikken.

Men fakta for den svenske sangerinde, der har bosat sig i det franske (omend den oplysning reelt er totalt værdiløs, bortset fra at hun har skrevet med et fransk pladeselskab) er at der er tale om god gedigen og gammeldags svensk popmusik med tydelige grand-prix-referencer.

Åbningsnummeret ”Tired” har absolut hitpotentiale til de kommercielle mainstream-radioer med al sin ørehænger-lyserød-pop-prinsesse-der-gerne-vil-virke-lidt-trist-agtig-akustisk-guitarpop-stemning. Der er også hitliste-appel i ”Never Be The Same Me”, som har en smule kvalitet i verset, men som i både bro og omkvæd alligevel drukner i kvalmende syntetiske strygere og oppustet popoverflade. Det samme kan siges om ”Song II”, der bestemt ikke skal sammenlignes med Blur’s nummer af samme navn.

”Yesterday” er som en dårlig melodi grand prix-sang, ”A World Gone Cold” er endnu en overproduceret og oppustet ballade, og sådan kan man for så vidt fortsætte gennem hele albummet.

”Song for N” er lidt atypisk i produktion og opbygning, men uden at det rigtig redder den store succes i land. Det samme kan siges om ”Is Till”, der stadig emmer af tung lyserød parfume-gas, når Vanja synger om sine hemmelige kærester.

Eneste hæderlige nummer er afslutteren ”Run Instead”, der med sit akustiske guitarfingerspil egentlig er ganske OK, men det bliver også ved det enlige nummer, der reelt er nogenlunde tåleligt. Ellers rammer Vanja næppe ret mange pladehylder – bortset fra dem, der i forvejen bugner af Grand Prix-hits og andre svenske blondine-albums.

Tags from the story

Skriv et svar