Vind- og sandblæst dansksproget rock fra den jyske vestkyst

Vestkraft debuterede i 2006 og fik umiddelbart en fin respons og endte med et par numre i rotation på P4, men gennembruddet udeblev, blandt andet på grund af nogle distributionsproblemer og en markedsføring der ikke helt gik som den skulle. Det forsøger de nu at gøre bedre med deres seneste udspil Tidevandet stiger, som indeholder ni skæringer med solide melodier, et godt rockende udtryk og med et spændende lydbillede i produktionen. Der er en rigtig fin balance mellem aktørerne, og især kan jeg lide, at bassen ligger helt fremme og spiller med på melodilinjen, i stedet for som oftest at være henvist til den buldrende baggrund. Men det er nok meget sigende for Vestkrafts melodier. De har samme slidbare styrke som hos tidligere Loveshop, uden at sanger Eigil Bak på nogen måde minder om Jens Unmack – og gudskelov for det! Der er derimod et eget udtryk i musikken, der trækker på både den mere jordnære, danske rocksang og på en nøgen og mere kantet nerve i nogle af kompositionerne.

Titelnummeret indleder albummet med en sang om tidens og kærligheden ufravendelige tab, på samme måde som tidevandet stiger og falder og sletter alle spor i sandet. ”På vingerne” har et mere grødet udtryk med mere støj på de åbne akkorder, med en sang om fuglens flugt som det endelige frihedssted. Tempoet skifter mellem afdæmpet og tilbagelænet poprock og et fremaddrivende drive, uden at det bliver rigtigt farligt. Det er heller ikke det, der er på færde hos Vestkraft. Det er derimod de underliggende strømninger og lyriske stemninger i fortællingerne, som langsomt folder sig ud ved flere gennemlytninger.

På den fjerde skæring begynder der dog at ske noget. ”Hotel Bukowski” har en nattestemning over sig, og ”de bløde ord rammer hårdt”, som Bak messer. De følgende numre har også en stigende intensitet og især de sidste skæringer ”Vinterland” og ”Postludium”, som efterfølger den tidløse popperle ”Ingen kender dagen”, har et vemod og vinterlandskab, der pludselig trækker noget mere dybde ind i musikken, samtidig med at ”Postludium” endelig lader sig folde helt ud med cyklende rundgange af nærværende og solidt spillende rock, akkompagneret med flotte korflader i baggrunden.

Når Vestkraft endelig folder sig ud, er der pludselig en masse på spil, men bandet har også evnen til at fange det enkle og det blide udtryk, der lægger dem i fornem og absolut vellykket forlængelse af traditionen fra Loveshop og den mere afdæmpede, men solide dansksprogede rock.

Skæringerne fra Tidevandet stiger burde finde frem til radiostationerne og til et bredt publikum med smag for den gode melodi, flotte sange og et ægte rockudtryk, der aldrig vil ud på noget overdrev. Hermed anbefalet.